United States or Montserrat ? Vote for the TOP Country of the Week !
Når jeg bare var taus, så vilde det nok drive over engang; det vilde ganske vist ikke komme til det yderste, når jeg blot ikke sagde et Ord. Og hvilket Ord kunde jeg have at sige? Var det måske ikke Vinter ude, og led det ikke ovenikøbet mod Natten? Var det da Tid at slå i Bordet og være Karl for sin Hat? Bare ingen Narrestreger!
Egentlig havde Konen været i sin gode Ret til at kaste mig ud. Hvor kunde jeg vente at få bo hos nogen, når jeg ikke kunde betale for mig? Hun havde ovenikøbet givet mig Mad nu og da; endog igåraftes, da jeg havde opirret hende, havde hun budt mig to Smørogbrød, af Godhed havde hun budt mig dem fordi hun vidste, at jeg trængte til dem.
Var jeg da altså bleven helt Idiot, siden jeg ikke længer kunde regne ud Værdien af et lidet Stykke Nøgleost? Men kunde jeg også have tabt min Forstand, når jeg stod og gav mig selv slige Spørgsmål? Havde jeg ikke ovenikøbet midt under mine Anstrængelser med Regningen gjort den soleklare Iagttagelse, at min Værtinde var frugtsommelig?
Jeg læste hele Stykket igennem fra Begyndelsen af, læste højt hver Sætning, og jeg kunde slet ikke samle mine Tanker til denne spragende Klimaks. Mens jeg stod og arbejded med dette, kom ovenikøbet Konstablen gående og stilled sig op midt i Gaden et lidet Stykke borte fra mig og spolered hele min Stemning.
Hvordan skulde det også bære afsted med mig, hvis jeg ovenikøbet gik hen og pletted min Ære? Det er simpelthen min Æresfølelse, jeg flyder på nu. Men den er også stærkt nok, håber jeg; den har ialfald bevaret mig til Dato.« Jeg kasted på Hovedet, vendte mig bort fra »Jomfruen« og så nedad Gaden. Mit Øje faldt på en rød Kjole, som nærmed sig os, en Kvinde ved Siden af en Mand.
NILS STENSSØN. Men jeg, som har bragt jer alle disse gode tidender, har jeg nu ikke mere at bestille? NILS LYKKE. I? Jo, det skulde jeg mene. I hører med til spillet. I er konge og trumf ovenikøbet. NILS STENSSØN. Er jeg? Å ja, nu forstår jeg jer; I tænker vel på ophøjelsen NILS LYKKE. Ophøjelsen? NILS LYKKE. Sandt nok; men lad ikke det anfægte jer længer.
Hun satte sig lige ved Siden af mig i Sofaen og skøv Stolen bort med Foden, Og vi begyndte at passiare påny. »De har barberet Dem også iaften,« sagde hun. »De ser i det hele taget lidt bedre ud end sidst, men bare bitte lidt forresten; indbild Dem nu bare ikke . . . . Nej, sidst var De virkelig sjofel da. De gik ovenikøbet med en fæl Klud om Fingeren.
Det vilde heller ikke hjælpe længer at tygge Spån; mine Kæver var trætte af det frugtesløse Arbejde, og jeg lod dem hvile. Jeg gav mig over. Ovenikøbet havde en brun Appelsinskal, som jeg fandt på Gaden, og som jeg straks gav mig til at gnave af, givet mig Kvalme. Jeg var syg; Pulsåren svulmed blå på mine Håndled. Hvad havde jeg også egentlig nølet efter?
De har kanske ovenikøbet tænkt ved Dem selv, at jeg var en yderlig fattig Mand, som sad her i min bedste Puds, uden et Etui fuldt af Cigaretter i Lommen? En sådan Behandling, som Deres, er jeg ikke vant til, skal jeg sige Dem, og jeg tåler den Gud døde mig ikke, hverken af Dem eller nogen anden, så meget De ved det!« Manden havde rejst sig.
Ikke en rigtig sorgfri Stund på syv, otte Måneder, ikke Mad til Nødtørft en kort Uge tilende, førend Nøden påny brød mig i Knæ. Her havde jeg ovenikøbet gået og været ærlig midt i Elendigheden, he-he, ærlig i Bund og Grund! Gud bevare mig, hvor jeg havde været naragtig!