FALK. Der gødsles med skandaler og med blamer GULDSTAD. Og når forårsvarmen bryder frem FALK. skyder op småbitte grønne damer! Hvor klogt jeg gjorde; over al forstand jeg føler mig lykkelig og sikker! GULDSTAD. Se der er kæresten; fortæl hvordan man sig som nyforlovet elsker skikker! Sligt drøftes nødigt med en tredjemand. I slet humør! Jeg skal til Anna klage.

Jeg lod som intet var hændt, bredte igen Tæppet over Sengen, glatted det godt ud, som jeg plejed, og forsøgte at udslette ethvert Spor af min sidste Handling. Jeg kunde umuligt have været ved min fulde Forstand i det Øjeblik, da jeg fatted Beslutningen om at begå denne Kæltringstreg; jo mer jeg tænkte herpå, des urimeligere forekom det mig.

Halvt stødte du mig bort med hvas forstand, halvt vidste du med solblink mig at drage, som havet drages af en løvklædt strand, og skæret skyver sjøerne tilbage. Nu har jeg set til bunden af din sjæl, nu har du mig udelelig og hel; du løvtræ over bølgeleg, du kære, mit hjertes flugt har flod, men aldrig fjære! FALK. Og takket være Gud, at han har døbt min kærlighed i smertens bad.

Af alt dette, som jeg således stod og iagttog, var der intet, ikke engang en liden Biomstændighed, som gik tabt for mig. Min Opmærksomhed var yderst vag, jeg indånded ømtåligt hver liden Ting, og jeg stod og gjorde mig mine Tanker om disse Ting, efterhvert som de foregik. der kunde umuligt være noget ivejen med min Forstand. Hvor kunde der også være noget ivejen med den nu?

«Det vil ikke jegsa Jenny heftig. «Og jeg vil haabe, jeg lærer engang jeg og at sætte det der kjærlighetsuvæsenet paa dets rette plads .» «Herregud Jenny, du snakker jeg hadde nær sagt som du har vet til men du har bedre forstand, det vet jegGram smilte tungsindig. «Skal jeg fortælle dig litt om, hvad jeg vet om kjærligheten, liten?

DAMERNE. Å, det er theen . FALK. Ja. FRU STRÅMAND. Han har en røst, som Stråmand, når han STRÅMAND. Bring ham ej af lave. FALK. Den har sit hjem i fabellandets dale, vel tusend mile bagom ørkner golde; fyld koppen, Lind! tak. Nu skal jeg holde om the og kærlighed en thevandstale. Kun solens sønner, véd vi, fik forstand urtens dyrkning, dens røgt og fremme. Med kærligheden er det ligeså.

Ve, om efter disse Mærker, som hvert Øjekast forstærker, om jeg da med grum Forstand, med en Ravnefaders Vilje, med et indbildt Blik, som al Glæde fra sig selv bestjal, kunde skilne mellem disse, mellem denne Pintselilje og min døende Narcisse! O hvad Jubelfryd opdager jeg til denne Time spart!

De brugte før et billed, som har vakt mig til klar forstand Deres "flugt fra jord". De ligned Dem med falken, der stævne mod vinden, dersom den skal højden ; jeg var det vift, der bar Dem mod det blå, foruden mig var magtløs Deres evne. Hvor jammerligt! Hvor småt i et og alt, ja latterligt, som selv til slut De aned!

Var jeg da altså bleven helt Idiot, siden jeg ikke længer kunde regne ud Værdien af et lidet Stykke Nøgleost? Men kunde jeg også have tabt min Forstand, når jeg stod og gav mig selv slige Spørgsmål? Havde jeg ikke ovenikøbet midt under mine Anstrængelser med Regningen gjort den soleklare Iagttagelse, at min Værtinde var frugtsommelig?

Ja ja, De ser mig; men gråsprængt hår har også flommet frit og brunt en vår, og panden, som ens daglig-gerning dynker med trældoms-sved, bar ikke altid rynker. Dog nok om det! jeg er forretningsmand De er den sunde praktiske forstand. GULDSTAD. Og De er håbets unge glade sanger. Nu vi tale; thi den stund er nær, som bær i skjoldet lykke eller anger. tal!