United States or Mexico ? Vote for the TOP Country of the Week !
Sæt, at det var derfor jeg havde skaffet mig denne sendelse herop. FRU INGER. Forklar eder nøjere, herr rigsråd; nu forstår jeg eder ikke. NILS LYKKE. Jeg tåger maske ikke fejl, når jeg formoder, at I, ligeså godt som jeg, kender til de uroligheder, der truer med at bryde løs i Sverig.
Men om jeg også valgte at sidde uvirksom her, skønt det stod til mig at handle, tror du da ikke, at slige kår var mig en byrde, tung nok, uden at du skulde hobe stene på den? ELINE. De stene, jeg hober på eders byrde, knuger mig ligeså tungt som eder. Let og fri trak jeg livsens ånde, så længe jeg havde eder at tro på.
HJØRDIS. Men for veg til at slås med mænd; det var derfor din fader lod dig ligge i gruen hjemme på Island, medens dine brødre for i hærfærd. THOROLF. Ilde var det, at han ikke holdt ligeså godt øje med dig; thi så havde du ikke faret som hærtagen kvinde fra landet! GUNNAR OG SIGURD. Thorolf! Min broder! Ha, bi bi kun! Vær ikke vred, Gunnar; onde ord faldt mig på tungen; men din hustru ægged mig!
Følger I eders eget hoved, så er bastesnoren eder ligeså viss, som grevenavnet og den gyldne kæde, dersom I forlader eder på mig. NILS STENSSØN. I et og alt! Se, her er min hånd, kære herre! Hjælp I mig med gode råd, så længe det er fornødent. Når det gælder at hugge løs, skal jeg nok berge mig selv. NILS LYKKE. Det er godt.
Hvad elskov er, véd ingen at forklare; hvori den stikker, denne glade tro, at én blev skabt til saligt liv i to se, det kan ingen mand på jord besvare. men ægteskabet , det er noget praktisk, og ligeså forlovelse , min ven; og let det lar sig eftervise faktisk, at en er skikket just for den og den . Men kærligheden kårer jo iblinde . den vælger ej en hustru , men en kvinde . og hvis nu denne kvinde ej er skabt til viv for Dem ?
Ha-ha; det stirrer hende nok for stivt i øjnene! BJØRN. Jomfru Eline, hør mig! ELINE. Hvem var det, Bjørn? Hvem var det? BJØRN. Det så I ligeså grant som jeg. ELINE. Nu vel? Hvem så jeg? BJØRN. I så eders moder. Jeg har hørt hende hviske og vånde sig som en uløst sjæl. Og visen siger jo ; ah, nu véd jeg det! Nu véd jeg, at BJØRN. Stille! BJØRN. Hvad er der nu?
HEDVIG. Så holdt jeg bøn for ham, da jeg havde lagt mig. Og siden er jeg ble't ved med det. GREGERS. Og nu bér De for vildanden også? HEDVIG. Jeg syntes, det var bedst at ta' vildanden med; for hun var så sygelig i førstningen. GREGERS. Læser De kanske morgenbøn også? HEDVIG. Nej det gør jeg da rigtignok ikke. GREGERS. Hvorfor ikke ligeså godt morgenbøn?
GUNNAR. Kåre bonde! ØRNULF. Dine mænd har ranet hans kvæg, og for ran bør bødes. GUNNAR. For drab ligeså; han har dræbt min træl. KÅRE. Fordi han håned mig. GUNNAR. Jeg har sagt mig rede til forlig. KÅRE. Men det havde ikke Hjørdis sind til, og imorges, mens du var bonte, faldt hun over mig og står mig nu efter livet. Er det sandt du siger; har hun ? KÅRE. Hvert ord er sandt.
STRÅMAND. Og det er så naturligt, at man har en utidig frygt for faren og for snaren; men lad ej tvilen få Dem i sit garn, vær uforsagt; spejl Dem i mig og Maren! FRU STRÅMAND. Ja, jeg har hørt idag af Deres moder, at jeg var ligeså forknyt, som De, da vi fik kaldet
Jeg kunde give tusender til, dersom det var uskrevet; thi ja, da jeg véd, at det just ikke vil gøre eder synderlig ondt at høre, så kan jeg jo ligeså godt sige det rent ud, jeg elsker eder ikke, og vil aldrig til at elske eder. Vær I derfor, som sagt, fullkommen tryg; jeg skal ingensinde gøre forsøg på at Men hvad fattes eder ? ELINE. Mig? Intet; intet.