United States or Indonesia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Måske det var et vink, Et varsel om, hvad tiden bringer med sig. Så har jeg da med ed mig viet ind til blodig hævner af min egen brøde. Ah, Furia, mig tykkes end, jeg ser dit flammeblik, vildt, som en dødsgudindes! Hult ringer dine ord for mine øren; og alle dage skal jeg eden mindes. CATILINA. Dog, det er tåbeligt at tænke mer på denne galskab; andet er det ikke.
Når Manden selv fandt sig i det, ja, endog havde sin store Fornøjelse af det, så var der ingen Grund for mig til at tage mig det nær. Og hvad Oldingen angik, da var Oldingen en Olding. Han så det måske ikke engang; kanske sad han og sov; Gud ved, om han ikke endogså var død; det skulde ikke undre mig om han var død. Og jeg gjorde mig ingen Samvittighed af det.
Der gik ti Minutter, måske tyve, eller mer, jeg sad der stadig på samme Plet og rørte ikke en Finger. Denne dumpe Døs var næsten som en Blund. Så hører jeg nogen komme i Trappen, jeg rejser mig og siger: »Det var Student Pettersen jeg har to Breve til ham«. »Han er hjemrejst«, svarer Konen. »Men han kommer tilbage efter Ferierne. Brevene kunde jo jeg tage, om De vilde.«
Hvor kunde jeg så elske mine døtre? O, med min søn var det anderledes! Han var min sjæls eget barn. Han var den eneste, som minded mig om den tid, da jeg var kvinde og intet andet end kvinde. Og ham havde de taget fra mig! Han vokste op mellem fremmede, som måske såde fordærvelsens sæd i ham!
Lukker jeg mit øje for i en flygtig blund at finde glemsel, da tumles jeg i underlige drømme. Så lå jeg nys på lejet, halvt i slummer, da trådte atter disse syner frem, mer sært, end nogensinde, mer forblommet og gådefuldt Ah, hvis jeg fatted kun hvad dette varsler mig! Men, nej MANLIUS. Betro mig din drøm; måske jeg kunde tyde den.
Jo, det syntes han nok, han ikke kunde fragå; en sådan Mand havde måske en lidt tyk Kone. Oldingen svared sagtmodig og stille på hvert af mine Udfald og søgte efter Ord, som om han var bange for at forgå sig og gøre mig vred.
Der var også så meget, som afhang af denne Afhandling om den filosofiske Erkendelse, måske flere Menneskers Lykke, ingen kunde vide det. Jeg sagde til mig selv, at den kanske vilde blive til stor Hjælp for mange unge Mennesker.
Var jeg måske ikke lige så berettiget til at leve som hvemsomhelst anden, som Antikvarboghandler Pascha og Dampskibsekspeditør Hennechen? Om jeg kanske ikke havde Skuldre som en Rise og to svære Arme at arbejde med, og om jeg måske ikke havde søgt endog en Vedhuggerplads i Møllergaden, forat tjene mit daglige Brød? Var jeg lad?
COEPARIUS. Man har fortalt, du vilde rejse bort og slippe sagen ud af dine hænder. CATILINA. Jeg vilde så. Dog, nu ej mer; nu lever jeg kun for dette ene store formål. LENTULUS. Men hvilket er dit formål da i grunden? CATILINA. Mit formål ligger højere, end du og måske nogen aner. Hør mig, venner!
Når jeg bare var taus, så vilde det nok drive over engang; det vilde ganske vist ikke komme til det yderste, når jeg blot ikke sagde et Ord. Og hvilket Ord kunde jeg have at sige? Var det måske ikke Vinter ude, og led det ikke ovenikøbet mod Natten? Var det da Tid at slå i Bordet og være Karl for sin Hat? Bare ingen Narrestreger!
Dagens Ord
Andre Ser