Da Andrey, efter at have talt et Par Minutter med den fremmede, atter kom ind i Stuen, var hans Ansigt langtfra roligt. „Politiet har allerede faaet Nys om vort Foretagende!“ sagde han alvorligt. „En eller anden maa have sladret! Fordømt ogsaa!“ „Det er umuligt! Hvad siger du?“ lød det fra alle Kanter. „Der er desværre ingen Tvivl derom!

HJALMAR. Ja naturligvis har jeg det. Det vil sige, sådan en måde. GREGERS. For der er da vel ikke noget i verden, som kan lignes med det, at ha' tilgivelse for en fejlende og løfte hende op til sig i kærlighed. HJALMAR. Tror du en mand let forvinder den beske drik, jeg nys har tømt? GREGERS. Nej, en almindelig mand; det kan være. Men en mand som du !

Ja, du har Ret, der er meget hedt især for dig, Andrey!“ svarede Advokaten. „Der fortælles, at Politichefen har sagt, at han vil lade vende op og ned paa Byen for at faa fat paa dig død eller levende.“ „Det er lettere sagt end gjort,“ svarede Andrey. „Den Slags har de sagt før ved tidligere Lejligheder.“ „Alligevel de har i hvert Fald faaet Nys om, at du er her i Byen det ved du maaske ikke?

Men gode var da dine kår i al den tid; mener du at Sigurd kan sige det samme! DAGNY. Lad mig være. Ve mig; du har gjort mig for klog mig selv! HJØRDIS. Et skemtsomt ord, græder du straks! Tænk nu bare ikke det. Ej sandt, jeg forstår mig godt at hvæsse pile? DAGNY. Og at bruge dem med; du rammer sikkert, Hjørdis! Alt det du nys har sagt mig, det tænkte jeg aldrig før.

Således er også jeg stolt, længe jeg tør sidde ved dine fødder, medens dine ord og dine øjne nærer mig med livsens brød. Se; derfor siger jeg til dig, hvad jeg nys sagde til min moder: "for at kunne leve jeg bevare min kærlighed"; thi i den ligger min stolthed nu og alle dage.

MANLIUS. Her, Catilina, har du dine venner; i lejren slog jeg larm, som nys du bød CATILINA. Har du dem sagt ? MANLIUS. De kender nu vor stilling. STATILIUS. Vi kender den, og vi skal følge dig med sværd i hånd til kamp om liv og død. CATILINA. Jeg takker eder, tapre våbenbrødre!

Jeg anstrængte mig stærkt, forat komme hurtigt ned i Vognmandsgaden, passered det Sted, hvor jeg havde revet mit Drama istykker, og hvor endnu endel Papir tilbage, omgik Politibetjenten, som jeg nys havde forbauset ved min Opførsel, og stod tilsidst ved Trappen, hvor Gutten havde siddet. Han var der ikke. Gaden var næsten tom.

Han tilføjede, at de, efter hvad man havde hørt, rimeligvis vilde blive forhørt sammen med Boris. Politiet havde endelig faaet Nys om, at Zina vistnok stod i Forbindelse med ham, og var henrykt over den gode Fangst. Vasily skulde tiltales for bevæbnet Modstand, og der var næppe Tvivl om, at alle tre vilde blive dømte til Døden.

Ja visst, som hver min kærlighed; men alvor er dog, hvad jeg nys dig sagde. Ved sidste skuespil jeg torvet prestinderne i stort og festligt optog. Tilfældigvis en af dem jeg sænked et øjekast, og med et flygtigt blik hun mødte mit. Det trængte gennem sjælen. Ah, dette udtryk i det sorte øje jeg aldrig hos nogen kvinde før. CURIUS. Det vil jeg tro. Men sig, hvad fulgte siden?

GREGERS. Er De slet ikke det mindste ræd for, at jeg skal la' min far et nys om dette gamle bekendtskab? FRU SØRBY. De kan da vel tænke, at jeg har sagt ham det selv. GREGERS. ? FRU SØRBY. Deres far ved hver eneste smule, som folk med nogen sandhed kunde falde at sige om mig. Alt sligt har jeg sagt ham; det var det første, jeg gjorde, da han lod sig mærke med, at han havde hensigter.