United States or Nauru ? Vote for the TOP Country of the Week !


Aa etpar gloser, som han hadde rablet paa et stykke papir en bok, der bar bud til hende fra noget i hans væsen det var jo det, som hadde vakt den sidste flimrende længsel mot livet, dengang hun slæpte sig som et lemlæstet dyr efter barnets død . Kom han nu saa fik han ta hende. Bære hende over det første stykket. Siden skulde hun nok førsøke at gaa selv .

Naar han ganske modløs foreslog hende at opgive denne eller hin Sætning som haabløs, tog hun begge Ark Papir i sin Haand og gættede ved en Slags Inspiration, hvor det var, at Georg havde gjort Fejl. I mindre end to Timer havde de tydet de spredte Cifre i Brevet.

Jeg rejste mig atter op fra Vinduet, gik hen til Vaskevandsstolen og dynked en Smule Vand mine blanke Bukseknæ, forat sværte dem lidt og dem til at se lidt nye ud. Da jeg havde gjort dette, stak jeg som sædvanligt Papir og Blyant i Lommen og gik ud.

Ja, det er. Men av en eller anden grund er telegrammet saa springende, at jeg bare her og der kan faa noget ut av det. Men saa meget er ialfald tydelig.“ Han saa paa et stykke papir han hadde i haanden: „Der er en damper ved navnGrand Fallsikke langt fra os, og derfra telegraferer de om maskinskade og at de behøver hjælp. Saa meget var tydelig. Men skibets nøiagtige beliggenhet og videre detaljer er utydelig. Jeg kunde ikke opfatte noget mere. Dette var forresten rart, for at dømme efter hvor tydelig det andet hørtes, skulde jeg tro skibet ikke var langt fra

Da stikker jeg Pengesedlen atter ind i Konvolutten, krøller det hele rigtig godt sammen, vender om og går hen til Værtinden, som endnu holder Udkig efter mig fra Porten, og kaster hende Sedlen i Ansigtet. Jeg sagde ikke noget, yttred ikke en Stavelse, jeg iagttog blot, at hun undersøgte det sammenkrøllede Papir, inden jeg gik . . . . He, det kunde man kalde at opføre sig med Ære i Livet!

Jeg anstrængte mig stærkt, forat komme hurtigt ned i Vognmandsgaden, passered det Sted, hvor jeg havde revet mit Drama istykker, og hvor endnu endel Papir tilbage, omgik Politibetjenten, som jeg nys havde forbauset ved min Opførsel, og stod tilsidst ved Trappen, hvor Gutten havde siddet. Han var der ikke. Gaden var næsten tom.

HJALMAR. Å nej tænk, at jeg skulde glemme det! HEDVIG. Nej, du vil bare narre mig, far! Å, det er skam af dig! Hvor har du det henne? HJALMAR. Jo sandelig glemte jeg det ikke. Men bi lidt! Jeg har noget andet til dig, Hedvig. Å mor, mor! GINA. Ser du; når du bare gir tid, HEDVIG. Det der? Det er jo bare et papir. HJALMAR. Det er spiseseddelen, du; hele spiseseddelen.

Longley sat en stund beskjæftiget med blyant og papir, og sa saa: „Jeg skjønner virkelig ikke andet end at vi maatte kunne gjøre det hele, opholdene ved stoppestederne iberegnet, paa, la mig si en 16-17 dage.“ „Saa sandt jeg lever, dere tar pusten fra mig, gutter!“ erklærte Sir Ralph. „16-17 dage!

En Kone står ved Disken og gør Indkøb; der ligger flere små Pakker i forskellige Sorter Papir ved Siden af hende. Betjenten, der kender mig og ved, hvad jeg sædvanligvis køber, forlader Konen og pakker uden videre et Brød ind i en Avis og lægger frem til mig. »Nej det var egentlig et Lys iaftensiger jeg.

Saa snart de modtog Ordren til at begive sig nedenunder, skulde Klein stikke et Stykke blaat Papir op i sit Vindu, som han kunde naa ved at staa paa en Skammel.