United States or Belize ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg skulde betale Værtinden min idag, Di kunde vel ikke være så snil at låne mig fem Kroner, vel? Bare på no 'en Da'er. Di har gjort mig en Tjeneste før, Di.« »Nej, det kan jeg virkelig ikke, Jens Olaj,« svared jeg. »Ikke nu. Måske senerehen, måske i Eftermiddag.« Og jeg sjangled opad Trappen til mit Værelse. Her kasted jeg mig på min Seng og lo.
Da stikker jeg Pengesedlen atter ind i Konvolutten, krøller det hele rigtig godt sammen, vender om og går hen til Værtinden, som endnu holder Udkig efter mig fra Porten, og kaster hende Sedlen i Ansigtet. Jeg sagde ikke noget, yttred ikke en Stavelse, jeg iagttog blot, at hun undersøgte det sammenkrøllede Papir, inden jeg gik . . . . He, det kunde man kalde at opføre sig med Ære i Livet!
Omtrent fjorten Dage før Katastrofen havde Vasily under Navn af Onesime Pavluk lejet et Værelse i et beskedent Pensionat, for at Værtinden, hvis hun blev udspurgt om sin Lejer, kunde erklære, at han allerede havde boet der en Tid, før Overfaldet i Lindetræsalléen fandt Sted.
Døren går op; Parret nede fra Stuen træder ind. Endnu førend jeg havde fået Tid til at bede om Undskyldning for, hvad jeg havde gjort, råber Værtinden aldeles himmelfalden: »Nej, Gud trøste og hjælpe mig, sidder han ikke her igen!« »Undskyld!« sagde jeg, og jeg vilde sagt mer, men kom ikke længer.
Han rejste sig. Den anden Kortspiller rejste sig også. »Nej, jeg mente ikke dig. Og ikke dig heller,« svared Værtinden de to. »Gælder det på, så skal jeg nok vise, hvem jeg mener. Hvis det gælder på. Har jeg tænkt! Det skal vise sig, hvem det er . . . .«
Jeg famled med Hånden over den hvide Plet og følte til min Forundring, at det var et Brev. Et Brev? Jeg tager det med hen til Vinduet, studerer, så godt det lader sig gøre i Mørket, disse dårligt skrevne Bogstaver og finder endelig ud mit eget Navn. Aha! tænkte jeg, Svar fra Værtinden, et Forbud mod at betræde Værelset mer, om jeg skulde ville ty tilbage!
Værtinden slog Døren op på vid Væg og skreg: »Går De nu ikke ud, så Gud fordømme mig henter jeg ikke Politiet!« Jeg rejste mig. »Jeg vilde bare sige Farvel til Dem,« mumled jeg, »og så måtte jeg vente på Dem. Jeg har ikke rørt nogen Ting, jeg sad her på Stolen . . . .« »Ja, det gjorde ingenting« sagde Styrmanden. »Hvad Fan gjorde det? Lad Manden være, han!«
Jeg blev fastere og fastere bunden til denne Beværtning, dette Logihus for Rejsende, hvor jeg havde fået bo, trods min Forkommenhed. Mine Penge var for længe siden opbrugte, og jeg vedblev alligevel at gå og komme på dette Sted, som om jeg havde Ret dertil og hørte hjemme der. Værtinden havde endnu intet sagt; men det pinte mig alligevel, at jeg ikke kunde betale hende. Således forløb tre Uger.
At gå tilbage til Værtinden og få Pengesedlen tilbageleveret af hende, nytted nok ikke; der måtte også gives en anden Råd, når jeg tænkte mig om, når jeg bare anstrængte mig rigtigt meget og tænkte mig om. Her var det ved Gud ikke nok at tænke blot på almindelig Vis, jeg fik tænke, så det sled mig gennem hele mit Menneskeværk, efter en Udvej til disse ti Kroner.
Men Værtinden meddelte ham, at der hos Vasily boede en logerende, som ikke havde afleveret sit Pas til Registrering, og som nok kunde forekomme noget fordægtig. Vasily forklarede med Uskyldens Overbevisning og Frimodighed, hvorledes han ved et rent Tilfælde havde lært denne anden at kende og var gaaet ind paa at tage Ivan Zalupalov det var Andreys ny Navn i
Dagens Ord
Andre Ser