United States or Sudan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men nu lød også Madamens Stemme, og hele Huset blev fuldt af Skænderi. »Jeg mener Gud hjælpe mig De er gale og besatte allesammen!« skreg hun. »Vil De være herinde, så får De være rolige begge to, det siger jeg Dem! He, det er ikke nok med, at man skal holde Hus og Kost for Kræket, man skal have Dommedag og Kommers og Satansmagt inde i Stuerne også.
Jeg er Francis . Du har nævnt min Moders Navn!» skreg min unge Kammerat, styrtende sig i min Favn med saa fyrig Ømhed, at vaklende vi Begge vare, for at gaae tilbunds, i Fare.
Jeg tør see ham rolig ind i Øjet; og hvis godt han er fortøjet eller stille, aabn hans Dør!» «Strax, Mylady! strax paa Timen!» ...Laasen klirrer og med Bragen Egedøren aabner sig... Damen med et rædsomt Skrig styrter om som lynildslagen i en dyb og lang Besvimen, selve Døden ganske liig. «Seer I Træffet? skreg den Gale.
Istedetfor nu at gaa igang med bjergningen med engang, satte han sig godt tilrette paa rællingen og nød synet af den forulykkede søndfjording. Der laa Trumpen og fræset og spyttet sjøvand og svor ved alle himlens og havets guder: «Træk mig op, din satan!» skreg Trumpen. «Fy, din tale er usømmelig, din uciviliserte tosk», sagde Ratje. «Tal høflig til din overmand. Høflighed koster ingen penge.»
Netop nu, i dette hellige øieblik stod Trumpen, formanden hos Hahn & Hinken, inde paa Holbergsalmendingen og skreg sig hæs paa: «Styggen hoi!» Det begav sig at Ratje og Trumpen ikke var perlevenner for tiden; derfor var det skipper Jonas Ratje syntes merbemeldte Trumpen kunde have godt af at staa der en stund og brøle. Den svinepelsen!
Værtinden slog Døren op på vid Væg og skreg: »Går De nu ikke ud, så Gud fordømme mig henter jeg ikke Politiet!« Jeg rejste mig. »Jeg vilde bare sige Farvel til Dem,« mumled jeg, »og så måtte jeg vente på Dem. Jeg har ikke rørt nogen Ting, jeg sad her på Stolen . . . .« »Ja, det gjorde ingenting« sagde Styrmanden. »Hvad Fan gjorde det? Lad Manden være, han!«
Han var halvt om halvt tilsinds at holde en liden ekstradommedag for sin egen fornøielse; men samtidig var han paa det rene med, at sogningen skulde holdes udenfor den affære. Det var ikke nødvendig, at en slig stril lagde haand paa byens barn. Han skulde selv besørge det fornødne. Sogningen sad i baaden og raabte og skreg og bar sig.
Han selv syntes at være træt af det hele; han talte med en monoton, klangløs Stemme, og hans Ansigt havde det samme forstenede Udtryk, som da han kom. Det var jo ikke mer hendes Andrey! Det var en fremmed Mand! Ikke et ømt Ord, ikke et Blik havde han tilovers for hende ved denne sidste Sammenkomst! „Aa Gud, de har jo helt forvandlet ham! det er ikke min Andrey!“ skreg det inden i hende.
Han så hende bunden, hørte hun skreg, men han slængte sin harpe bort i en vrå, hejsede silkesejlet i rå, stævnede over den salte sjø til fremmede lande med sin fæstemø. Jeg må ud, jeg må ud i de grønne dale! Jeg dør herinde i fjeldets sale! Han håner mig kun! Han favner sin mø og stævner over den salte sjø! Solen lyser ikke mere; alle stjerner er slukket.
Da en Herre standsed og irettesatte mig lidt skarpt for min Opførsel, vendte jeg mig om og skreg ham et enkelt meningsløst Ord ind i Øret, knytted Hænderne lige under hans Næse og gik videre, forhærdet af et blindt Raseri, som jeg ikke kunde styre.
Dagens Ord
Andre Ser