Signe, tal ud, tal ud! SIGNE. Det var som et dybt, et ufatteligt bud maned mig udenfor kirkens mur over hej og dal, gennem li og ur. Mellem hvide birke jeg lyttende skred; jeg vandrede fast som i drømme; øde stod bag mig det hellige sted; thi prest og kirkefolk vandrede med, mens det koglende kvad monne strømme.

Og han kunde lee for sig selv, gnidende Hænderne af inderlig Fornøjelse, naar han opdagede et Skud, et Blad mere paa sine kjære Planter. Da mumlede han: »Gud vil give sin Velsignelseog han bøjede sig, korsede, og hviskede den hellige Velsignelse over dem. Det leed om lidt. Syringen skjød. Alting blomstrede omkring den.

Ja, ved alle hellige, jeg véd, hvad det vil sige at sørge for sit barn. FRU INGER. Voldsmænd slog eders. Men hvad er døden mod en hvileløs angst gennem alle de lange år? NILS LYKKE. Nu vel; det står i eders magt at ende denne angst. Forson de stridende parter, tænker ingen af dem at tilegne sig eders barn som borgen for eders troskab.

Og hun vilde se igjen landet dernede, fjeldlandet med de stolte og strenge linjer og de solsvidde farver. Et par dage efter reiste hun til Berlin. Hun gik i byen nogen dage var paa gallerierne. Men hun følte sig træt og fremmed og vildfarende. Saa drog hun videre til München. I Alte Pinakothek saa hun Rembrandts hellige familie.

FRU INGER. Al modstand er unyttig. I slipper ikke herfra. Forhold eder derfor stille; det er det klogeste, I kan gøre. Hun har været snedigere end jeg. Følg grev Stures trop lige til grænsen. Drag uopholdelig til Peder Kanzler og bring mig mit barn. Nu har han ikke længer nogen grund til at forholde mig, hvad mit er. OLAF SKAKTAVL. Ved alle hellige, I skal ham!

Ganske vist er det pressens hellige pligt at verne om den offentlige moral og paapeke brutalitet og andre misforekomster i samfundet; men naaja, her var jo grunde for at det kanske var heldigst at holde et æret publikum udenfor.

GUDMUND. Da kender I og, hvad jeg nys måtte friste; da véd I, jeg er en fredløs mand. Du, Gudmund! GUDMUND. Det er jeg for visst. Dog sværger jeg dyrt, ved den hellige Krist, havde jeg kendt eders tanker og sind, aldrig var jeg tyet Solhaug ind.