United States or Mauritius ? Vote for the TOP Country of the Week !
GUDMUND. Da kender I og, hvad jeg nys måtte friste; da véd I, jeg er en fredløs mand. Du, Gudmund! GUDMUND. Det er jeg for visst. Dog sværger jeg dyrt, ved den hellige Krist, havde jeg kendt eders tanker og sind, aldrig var jeg tyet på Solhaug ind.
Nu bæres det mig for, jeg er rig nok med mig selv, med sommer og sol og den susende elv, med dig og de fugle på kviste. Kære søster min, her vil jeg bygge og bo; og at skænke nogen bejler min hånd og min tro, dertil har jeg ikke tid; dertil er jeg for fro! Hid til Solhaug? Nej, nej, det kan ikke være. Signe havde hørt ham synge, sagde hun.
Her er jeg den første; ingen sidder mig næst; Og det, véd I, var mig altid til måde. I tænkte nok at finde mig kummerlig og træt; men I ser, jeg er fro, mit sind er let. Se, derfor kunde I sparet jert komme til Solhaug; det vil jer kun lidet fromme. GUDMUND. Hvad mener I, fru Margit? GUDMUND. I véd, hvi jeg kommer? Og det er jer ikke med?
Jeg har kun villet hævde og fastslå, at det foreliggende skuespil, ligeså fuldt som alle mine øvrige dramatiske arbejder, er et naturnødvendigt udslag af min livsgang på et bestemt punkt. Det er opstået indenfra og ikke formedelst nogen ydre påvirkning eller indflydelse. Således og ikke anderledes hænger det sammen med tilblivelsen af "Gildet på Solhaug". Rom i April 1883 .
"Gildet på Solhaug" skrev jeg i Bergen i sommeren 1855, altså for omtrent 28 år siden. Stykket opførtes sammesteds for første gang den 2. Januar 1856 som festforestilling til erindring om den norske scenes stiftelsesdag. Jeg var dengang ansat som instruktør ved det bergenske teater og ledede altså selv indstuderingen af mit stykke. Det fik en fortrinlig, en sjelden stemningsfuld udførelse.
Ved nemlig at læse det danske "Månedskrift for Literatur" blev jeg opmærksom på, at gamle etatsråd Molbech i sin tid havde plejet at betages af en svær vrede, når en ung digter udgav en bog eller fik et skuespil opført i København. Således, eller omtrent således, var den domstol beskaffen, der nu i dagspressen tog sig for at stille "Gildet på Solhaug" for kritikens skranke i Kristiania.
I har mere kløgt, end alle vi andre tilhobe. Der er min hånd; kan hænde der er skellig grund for alle de hvasse ord, I sagde mig. MARGIT. Det må jeg lide; nu er I jo alt på god vej til at bedre jer. Og hør så et ord til. Vi holder gilde her på Solhaug idag. KNUT. Gilde? BENGT. Ja, herr Gæsling. I skal vide, det er vor bryllupsdag; idag for tre år siden blev jeg fru Margits Mand.
Hun må jo pynte sig lidt for sin frænde, og det er vel ikke gjort i en fart. GUDMUND. Jeg må se, om hun endnu kan mig kende. Ja, dengang! Det er fast det eneste arvestykke, jeg bragte med til Solhaug. Her er så lyst herinde. Så lifligt har ikke solen skinnet i tre år. Han vil ikke tro, det er mig! GUDMUND. Tilvisse! Men at hun skulde ! Nej, nej, det var dog aldrig faldet mig ind.
Her på Solhaug, mellem alle de fagre kvinder, har jeg fundet den, som KNUT. Jeg lige så. Og jeg fører hende herfra endnu inat, hvis det gøres behov. KNUT. Det er jo Signe, som jeg vil GUDMUND. Signe! Signe er min fæstemø for gud. Nej, nej! Hun har hørt alt. KNUT. Ej, ej; er det sådan fat? Hør, fru Margit, I har ikke nødig at lade så forundret; jeg skønner nu det hele. Men hvad fattes dig, Margit?
MARGIT. Det var eder mere til ære, ifald I var bleven, hvor I var, i kongens hal. Kan I spotte min nød? MARGIT. Eders nød? Nu, højt må I hige, frænde; jeg gad vide, hvor I tænker at ende! I kan eder klæde i fløjel rød, er kongens mand, ejer gods og guld GUDMUND. Bedst må I vide, om lykken er mig huld. I sagde for nylig, fuldt vel I vidste mit ærend på Solhaug MARGIT. Det véd jeg forsand!
Dagens Ord
Andre Ser