United States or South Africa ? Vote for the TOP Country of the Week !
MANLIUS. Her, Catilina, har du dine venner; i lejren slog jeg larm, som nys du bød CATILINA. Har du dem sagt ? MANLIUS. De kender nu vor stilling. STATILIUS. Vi kender den, og vi skal følge dig med sværd i hånd til kamp om liv og død. CATILINA. Jeg takker eder, tapre våbenbrødre!
GULDSTAD. Det siger jeg imorgen, ikke før. FALK. Det er Dem selv! GULDSTAD. Tror De, som slig, mig duelig? FALK. En bedre helt var sikkert ikke mulig. Men nu heltinden? Hun skal sikkert hentes fra landets friluft, ej fra byens kvalm? Hys, det er knuden og med den må ventes! FALK. Å, hende kender De visst meget bedre; min dom kan hverken skæmme eller hædre.
FALK. Den dør, så snart den bringes på det tørre; for så vidt har den lighed med en fisk SVANHILD. Nej, kærligheden lever jo af luften FRØKEN SKÆRE. Og den må fisken dø i FALK. Ganske sandt. FRØKEN SKÆRE. Der kan De se, vi Deres tunge bandt! FRU STRÅMAND. Den the er god, det kender man på duften. FALK. Nå, lad det blive da ved blomsterlignelsen. FRØKEN SKÆRE. Hvad da?
Hønsene har jo også så mange, som de har været kyllinger sammen med; men hun er kommen så rent bort fra alle sine, hun. Og så er det jo alt det svært forunderlige ved vildanden. Der er ingen, som kender hende; og ingen, som ved, hvor hun er fra heller. GREGERS. Og så har hun været på havsens bund. GREGERS. Hvad skulde jeg ellers sige? HEDVIG. De kunde sige havets bund eller havbunden.
»Er han ikke Sjømand, Deres Vært?« spurgte Manden, og der var ikke Spor af undertrykt Ironi i hans Stemme. »Jeg synes huske, at han var Sjømand?« »Sjømand? Om Forladelse, det må være Broderen, De kender; dette her er nemlig J. A. Happolati, Agent.«
Nå, de to kommer da rigtig til rette tid. RELLING. Molvik bildte sig ind, at han kunde lugte sildesalat, og så var han ikke til at holde. Godmorgen for anden gang, Ekdal. HJALMAR. Gregers, må jeg forestille dig kandidat Molvik; doktor , ja, Relling kender du jo? GREGERS. Ja, så løselig. RELLING. Å, det er herr Werle junior. Ja, vi to har været i totterne på hinanden oppe på Højdalsværket.
„Nu kan det være nok med Politik for i Dag,“ sagde Andrey, efter at de i fem fulde Timer havde debatteret op og ned. „Fortæl mig noget om dig selv, Georg!“ „Ja, hvor skal jeg begynde?“ „Ved Begyndelsen! Jeg véd i Virkeligheden ikke meget om dig kender dig kun igennem den Smule, du har ladet trykke!“ „Saa kender du alligevel det meste af mig, endskønt det vistnok er meget lidt.“
Jeg kender ikke prisen på sligt noget. HJALMAR. Nå, hvad får han da så omtrent? Lad mig høre! GINA. Det er så forskelligt; det blir vel omtrent det, han koster os, og så en liden lommeskilling. HJALMAR. Det han koster os! Og det har du ikke sagt mig før! GINA. Nej, det kunde jeg da ikke; du var jo så glad, fordi du trodde, at han fik altingen af dig.
Han snubled aldrig på et Bogstav og glemte ikke en Stavelse; dette Navn havde bidt sig fast i hans Hjærne og slået Rødder i samme Stund. Jeg blev ærgerlig, en indre Forbittrelse begyndte at opstå i mig mod dette Menneske, som intet kunde bringe i Knibe og intet gøre mistænksom. »Det kender jeg ikke til,« svared jeg derfor tvært; »jeg kender aldeles ikke til det.
Myrtov vidste, hvad der ventede ham, og ingen ofrer vel sit Liv for at redde en anden, uden at denne anden er en Mand af høj Værd.“ „Var Myrtov og Taras intime Venner?“ spurgte Tania igen. „Nej aldeles ikke, de kendte kun hinanden saadan i al Almindelighed. Myrtov som jeg kender lidt til kunde personlig ikke engang lide Taras, han var ham for meget af en Diktator.
Dagens Ord
Andre Ser