GUDMUND. Det blev mig sagt, ret som jeg gik ind tunet. BENGT. Ja, idag for tre år siden blev jeg GUDMUND. Jeg takker eder, fru Margit; men det bæres mig for, som her er koldt, koldere, end jeg havde ventet. BENGT. Da er jeg både svedt og varm; men jeg har også fuldt op at tage vare . I kan jo snakke sammen om gamle dage. Vil du ikke heller ?

General Sherman trykket Satantas haand, da den gamle høvdingen hadde endt sin tale, og svarte: Min røde bror! Eders vakre og romantiske mottagelse har rørt mit og mine venners hjerter paa det dypeste. Vi takker eder paa det hjerteligste derfor. Naar vi har hvilt og sovet ut i eders vilde prærieby, er det vort ønske at samles til raadslagning med de her fremmøtte høvdinger og krigereÂ

Han måtte undskylde, at jeg havde heftet ham bort med dette . . . . Jeg bukker og tager i Dørvrideren. »Hvis De trænger detsiger han, » kan De heller lidt i Forskud. De kan jo skrive for detNu havde han jo set, at jeg ikke dued til at skrive, hans Tilbud ydmyged mig derfor lidt, og jeg svared: »Nej, Tak, jeg klarer mig endda en Stund. Takker ellers meget. Farvel

Han formente at have sine grunde dertil, skønt jeg tror, at jeg har tjent ham nyttelig som nogen i mere end ét vanskeligt hverv. JENS BJELKE. Det skudsmål tør I frit give jer. Gud og hvermand véd, at I er den slugeste djævel i alle de tre riger. NILS LYKKE. Å, jeg takker! Det vil nu ikke sige stort.

NILS LYKKE. Jeg takker eder. NILS LYKKE. Ja, fru Inger, det er grev Sture. Det hviler i eders hånd, hvorvidt vi inden et år skal velsigne dette møde eller ej. NILS STENSSØN. I min hånd? O, byd mig, hvad jeg skal gøre! Tro mig, jeg har både mod og vilje Det er nogen, som vil her ind. Hvad skal dette sige? BØNDER OG HUSKARLE. Hil være fru Inger Gyldenløve!

MANLIUS. Her, Catilina, har du dine venner; i lejren slog jeg larm, som nys du bød CATILINA. Har du dem sagt ? MANLIUS. De kender nu vor stilling. STATILIUS. Vi kender den, og vi skal følge dig med sværd i hånd til kamp om liv og død. CATILINA. Jeg takker eder, tapre våbenbrødre!

Når I nu kommer fra kirken og har røgtet eders øvrige ærender, rider I hid igen og tager del i laget. I kan da lære min søster at kende. KNUT. Vel, fru Margit; jeg takker jer. Dog var det ikke for at søge kirken, jeg red herned imorges. Min rejse gælder Gudmund Alfsøn, eders frænde. Min frænde? Hvor vil I søge ham? KNUT. Hans gård ligger jo bag næsset, den anden side af fjorden.

Der er ikke den stund kort, at min hustru kan være mig foruden. GUDMUND. Hvorlunde lever eders søster kære? MARGIT. Jeg takker; hel vel. GUDMUND. Det blev sagt, hun skulde være hos eder. GUDMUND. Signe havde fordum vennesælt sind; hun kendte ej list eller rænke; når jeg kommer ihug hendes øjne blå, jeg guds engle tænke. Dog, mangt kan i syv års tid forgå.

CATILINA. Søg din frelse ved skyndsom flugt, hvis endnu det er gørligt. LENTULUS. Ah, du tillader ? CATILINA. Tænkte du, det var mit alvor at forlade denne post i farens stund? Du kender mig kun slet. LENTULUS. O, Catilina ! Spild ej øjeblikket. Søg redning du; jeg vide skal at . Jeg takker dig for denne store nyhed, og jeg skal bruge den til eget bedste.

Her gården nok folk have en søvn som bjørnen ved juletider. NILS LYKKE. Takker Gud! En god samvittighed er den bedste hovedpude, véd I vel. NILS STENSSØN. Ja, det være; for alt hvad jeg hamred og dundred, NILS LYKKE. slap I dog ikke ind? NILS STENSSØN. Truffet et hår.