United States or Honduras ? Vote for the TOP Country of the Week !
Du er næsten ble't fyldig og svær. HJALMAR. Hm, svær kan man vel ikke kalde det; men jeg ser rimeligvis noget mandigere ud end dengang. GREGERS. Ja, det gør du; dit ydre har ikke lidt noget. Men det indre, du! Der kan du tro, det ser anderledes ud! Du ved jo, hvor forfærdelig alting er styrtet sammen for mig og mit siden vi to sås. Hvorledes går det din far nu?
Men først så havde jeg det andre bæ- æstet at holde styr på; ja, han, den dæmoniske, naturligvis; og siden så sovned jeg ind så tungt at . GINA. Hvad siger Ekdal idag? RELLING. Han siger ingen verdens ting. HEDVIG. Snakker han slet ikke? RELLING. Ikke et levendes ord. GREGERS. Nej, nej; det kan jeg så godt forstå. GINA. Men hvad tar han sig da til? RELLING. Han ligger på sofaen og snorker.
GREGERS. Er De slet ikke det mindste ræd for, at jeg skal la' min far få et nys om dette gamle bekendtskab? FRU SØRBY. De kan da vel tænke, at jeg har sagt ham det selv. GREGERS. Så? FRU SØRBY. Deres far ved hver eneste smule, som folk med nogen sandhed kunde falde på at sige om mig. Alt sligt har jeg sagt ham; det var det første, jeg gjorde, da han lod sig mærke med, at han havde hensigter.
Kom her; lad os gøre os det hyggeligt. Du skal dog ha' tak alligevel, Gregers, at du bad mig til din fars bord; for nu skønner jeg da, at du ikke længer har hoget imod mig. Hvor kunde du falde på, at jeg skulde ha' noget imod dig? HJALMAR. I de første årene havde du det dog. GREGERS. Hvilke første år? HJALMAR. Efter at den store ulykke var sket. Og det var jo så naturligt, at du havde.
HEDVIG. Ja, der er store skabe med bøger i; og i mange af de bøgerne er der billeder. GREGERS. Aha! HEDVIG. Og så er der et gammelt skatol med skuffer og klaffer i, og et stort ur med figurer, som er til at komme frem. Men det uret går ikke længer. GREGERS. Tiden er altså gåt istå derinde hos vildanden. HEDVIG. Ja. Og så er der gamle farveskrin og sligt noget; og så alle bøgerne.
Gina blev jo ikke længe her i huset; for her var så megen forstyrrelse den tid; din mors sygdom ; alt det kunde ikke Gina stå i, og så sa' hun op og flytted. Det var året før din mor døde, eller kanske det var samme år. GREGERS. Det var samme år. Og jeg var oppe på værket dengang. Men så bagefter?
WERLE. Be'r undskylde; men min søn skal nok bo her i huset. Ja. Vil ikke herr grossereren være så artig ? WERLE. Tak; jeg ønsker blot at tale med min søn. GREGERS. Ja, hvad godt? Her står jeg. WERLE. Jeg ønsker at tale med dig i dit værelse. GREGERS. I mit værelse nå GINA. Nej, der er, ved gud, ikke i den stand at WERLE. Nå, så ude på gangen da; jeg ønsker en samtale under fire øjne.
FRU SØRBY. Ja nok; lad os det. GÆSTERNE. Bravo, bravo! Gregers blir stående ved kaminen. GREGERS. Far, vil du ikke vente lidt? Hvad er det? GREGERS. Jeg må tale et ord med dig. WERLE. Kan ikke det vente til vi blir alene? GREGERS. Nej, det kan ikke; for det turde kanske hænde, at vi slet ikke blir alene. Hvad skal det sige.
HJALMAR. Tror du, det skulde være en snare nu igen? GREGERS. Da han var her imorges, sa' han: Hjalmar Ekdal er ikke den mand, som du indbilder dig. HJALMAR. Ikke den mand ! GREGERS. Du skal få se det, sa' han. HJALMAR. Du skulde få se, at jeg lod mig afspise med penge ! HEDVIG. Men, mor, hvad er det da for noget? GINA. Gå ud og tag af dig tøjet.
At hans far trodde det, lad det gå; for gamle løjtnanten har jo været et fæ alle sine dage. GREGERS. Han har alle sine dage været en mand med barnesind; det er det, De ikke skønner. RELLING. Ja, ja da! Men da så den kære søde Hjalmar var ble't student på en måde, så galdt han straks for det store fremtidslys blandt kammeraterne også.
Dagens Ord
Andre Ser