United States or Cameroon ? Vote for the TOP Country of the Week !


Jeg fløj over til madam Eriksen; men der var de ikke. Å, hvis han nu aldrig kom hjem igen mere! GREGERS. Han kommer hjem igen. Jeg skal bære bud til ham imorgen; og da skal De se, hvorledes han kommer. Sov trøstig det, Hedvig. God nat. Mor, mor! går det, når der kommer galne folk og pressenterer den intrikate fordringen. ? HEDVIG. Jo, mor, jeg tror næsten, han er nede hos Relling

HJALMAR. du indom til Gregers? GINA. Jaha, jeg gjorde det. Det ser rigtig vakkert ud derinde; han har fåt det svært pent hos sig med det samme han kommer. HJALMAR. da? GINA. Jo, han vilde jo hjælpe sig selv, sa han. skulde han nu lægge i ovnen også; og har han skruet spjeldet for, hele værelset er ble't fuldt af røg. Uf, der var en stank, slig at HJALMAR. Å nej da.

HJALMAR. Ja, naturligvis er det Gina Hansen. GREGERS. som styred huset for os det sidste år mor syg? HJALMAR. Ja visst er det . Men, kære ven, jeg ved da bestemt, at din far skrev dig til, at jeg havde giftet mig. Men far skriver altid kort til mig. HJALMAR. Jo, det gik ganske ligefrem.

Og mangen gang drejed de prækener sig on de mest indbildte forgåelser, efter hvad jeg har lad't mig sige. GINA. Ja, det er rigtignok sandt, som det er sagt. GREGERS. Hvis fruerne vil ind de enemærker, er det bedst jeg går. FRU SØRBY. De kan gerne bli' for den sags skyld. Jeg skal ikke sige et ord mere.

GINA. Har du kanske spist med Werle? Nej. skal jeg sætte maden ind til dig. HJALMAR. Nej; lad maden være. Jeg spiser ikke nu. Er det ikke bra' med dig, far? HJALMAR. Bra'? Å jo, tålelig. Vi gik en anstrængende tur sammen, Gregers og jeg. GINA. Det skulde du ikke gøre, Ekdal; for det er du ikke vant til. GINA. Ikke andre end de to kæresterne. HJALMAR. Ingen nye bestillinger?

Din far og fru Sørby indgår jo nu en ægtepagt, som er bygget fuld fortrolighed, bygget hel og ubetinget åbenhjertighed fra begge sider; de stikker ingen ting under stol for hinanden; der er ingen fortielse bag ved forholdet; der er forkyndt, om jeg udtrykke mig, en gensidig syndernes forladelse imellem dem. GREGERS. ja, hvad ? HJALMAR. Ja, men er det der jo alt sammen.

GREGERS. Og blev det til forlovelse? HJALMAR. Ja. Unge folk kommer jo let til at holde af hinanden ; hm Sig mig, da du var ble't forlovet var det da, at far lod dig ; jeg mener, var det da, at du begyndte at lægge dig efter fotografering? HJALMAR. Ja netop. For jeg vilde jo gjerne komme ivej og sætte bo jo før jo heller.

HJALMAR. Grosserer Werle skriver til Hedvig, at hendes gamle bedstefar ikke mere behøver at bemøje sig med den arkskriften, men at han herefter kan hæve hundrede kroner månedlig kontoret GREGERS. Aha! HEDVIG. Hundrede kroner, mor! Det læste jeg. GINA. Det blir jo godt for bedstefar.

FRU SØRBY. Ja, vi har kendt hinanden i mange år. Det kunde såmænd engang ha' ble't til noget af hvert imellem os to. GREGERS. Det var sagtens godt for Dem, at det ikke blev. FRU SØRBY. Ja det De nok sige. Men jeg har altid ta't mig i vare for at efter indskydelser. En kvinde kan da ikke kaste sig rent væk heller.

Denne svale strygende luftningen, dette fri livet i skog og vidder, mellem dyr og fugl ? Hjalmar, skal vi vise ham det? Å nej, nej, far; ikke i aften. GREGERS. Hvad vil han vise mig? HJALMAR. Å, det er bare noget sådant ; du kan se det en anden gang. Ja, det var det, jeg mente, løjtnant Ekdal, at nu skulde De følge med mig opover til værket; for jeg rejser visst snart igen.