United States or Denmark ? Vote for the TOP Country of the Week !
DEN FEDE HERRE. Ja, men bagefter, bagefter, min kære kammerherre! EN TREDJE HERRE. Jeg hører, mokkaen og maraschinoen skal kredentses i musiksalen. DEN FEDE HERRE. Bravo! Så kanske fru Sørby spiller os et stykke. Bare ikke fru Sørby snart blæser os et stykke, du. DEN FEDE HERRE. Å nej såmænd; Berta slår ikke hånden af sine gamle venner. Jeg tror ikke nogen la' mærke til det, Gregers. Hvilket?
Ja-ja, så lægger jeg ned skjorten og det andre da. Aldrig havde jeg tænkt, at dette skulde bli' enden på det. Er det virkelig en nødvendighed for dig at gå frå hus og hjem? Hvad vil du da, jeg skal gøre? Jeg er ikke skikket til at være ulykkelig, Gregers. Jeg må ha' det godt og trygt og fredeligt omkring mig. GREGERS. Men kan du da ikke det? Forsøg det bare.
GREGERS. Hvorledes har man her kunnet la' den familje så ynkeligt forkomme. WERLE. Du mener formodentlig Ekdals, kan jeg tænke. GREGERS. Ja, jeg mener Ekdals. Løjtnant Ekdal stod dig dog engang så nær. WERLE. Ja, desværre, han stod mig nok altfor nær. Det fik jeg føle og svie for i mange år. Det er ham, jeg kan takke for, at jeg fik en slags klik på mit gode navn og rygte, jeg også.
HJALMAR. Jeg ved ikke ; jeg la' ikke mærke til Hvad pokker er der dog i vejen? Stik noget til ham derude; noget rigtig godt. Skal så gøre. Det var altså virkelig ham! HJALMAR. Ja. GREGERS. Og endda så stod du her og nægted, at du kendte ham! Men kunde jeg da ! GREGERS. kendes ved din far? Å, hvis du var i mit sted, så Aha, står man her og frisker op gamle minder fra studenterårene? Hvad?
GREGERS. Jeg skulde ha trådt op imod dig dengang, der blev stillet snarer for løjtnant Ekdal. Jeg skulde ha' advaret ham; for jeg aned nok, hvor det vilde bære hen. WERLE. Ja, da burde du sandelig ha' talt. GREGERS. Jeg voved mig ikke til det; så fejg og forskræmt var jeg. Jeg var så usigelig ræd for dig både dengang og længe bagefter. WERLE. Den rædsel er gåt over nu, lader det til.
GREGERS. Hjalmar har ikke med et ord rørt ved dette her. Jeg tror ikke, han har så meget som en anelse om noget sligt. WERLE. Men hvor har du det da fra? Hvem har kunnet sige noget sådant? GREGERS. Det har min stakkers ulykkelige mor sagt. Og det var sidste gang jeg så hende. WERLE. Din mor! Ja, kunde jeg ikke næsten tænke det! Hun og du, I holdt altid sammen.
Jeg kommer jo ellers aldrig her i huset. GREGERS. Nej, det hører jeg. Men jeg måtte da se dig og tale med dig; for jeg rejser visst snart igen. Ja, vi to gamle skolekammerater, vi er rigtignok kommet langt bort ifra hinanden, du; vi har nu ikke set hinanden på sexten sytten år. HJALMAR. Er det så længe siden? GREGERS. Ja, det er det rigtignok. Nå, hvorledes har du det så? Du ser godt ud.
For resten ved jeg god besked; for han har gulpet op adskillig retorik om disse sine «tvende sjælemødre». Men jeg tror ikke, han har stort at takke dem for. Ekdals ulykke er, at han altid i sin kreds er ble't holdt for et lys GREGERS. Og det er han kanske ikke? I sindsdybet, mener jeg? RELLING. Jeg har aldrig mærket noget til det.
GREGERS. Å, kan jeg ikke lige så godt sige havsens bund? HEDVIG. Jo; men for mig høres det så underligt, når andre mennesker siger havsens bund. GREGERS. Hvorfor det da? Sig mig hvorfor. HEDVIG. Nej, jeg vil ikke; for det er noget så dumt. GREGERS. Å nej visst ikke. Sig mig nu, hvorfor De smilte.
GINA. Nej men, herr Werle, det er slettes ikke noget værelse for Dem, det. HJALMAR. Men, Gina, hvor kan du da sige det? GINA. Jo, for det værelset er hverken stort nok eller lyst nok, og GREGERS. Det kommer det ikke så nøje an på, fru Ekdal. HJALMAR. Jeg synes såmænd det er et ganske pent værelse; og slet ikke så ilde møbleret heller. GINA. Men husk på de to, som bor nedenunder.
Dagens Ord
Andre Ser