Vist var det ynkeligt, indrømmed jeg mig selv, ja, det var forsmædeligt, rigtig forsmædeligt var det; men det fik ikke hjælpe. Jeg var ikke det ringeste hovmodig, jeg turde sige så stort et Ord, at jeg var et af de mindst kæphøje Væsener, som Dags Dato var til. Og jeg gik. Jeg standsed ved Porten og overvejed endnu engang. Jo, det fik gå som det vilde, jeg måtte vove det!
GREGERS. Hvorledes har man her kunnet la' den familje så ynkeligt forkomme. WERLE. Du mener formodentlig Ekdals, kan jeg tænke. GREGERS. Ja, jeg mener Ekdals. Løjtnant Ekdal stod dig dog engang så nær. WERLE. Ja, desværre, han stod mig nok altfor nær. Det fik jeg føle og svie for i mange år. Det er ham, jeg kan takke for, at jeg fik en slags klik på mit gode navn og rygte, jeg også.
Naturligvis vilde jeg få Lejlighed til at knække ynkeligt nogle af Kants Sofismer . . . . Da jeg vilde tage mine Skrivesager frem og begynde Arbejdet, opdaged jeg, at jeg ikke længer havde nogen Blyant hos mig; jeg havde glemt den efter mig i Pantelånersjappen; min Blyant lå i Vestelommen. Herregud hvor dog alting havde Lyst til at gå forkært for mig!