United States or United Kingdom ? Vote for the TOP Country of the Week !
„Hør mig, Zina!“ begyndte han lidt efter. „Du har Ret i at mene, at jeg jaget og forfulgt, som jeg er for Tiden kun kan være eder til liden Nytte; men den Ting kan snart afhjælpes! Jeg foreslaar følgende: Allerede i Morgen rejser jeg til St. Petersborg og bliver der, lad os sige i fjorten Dage. I
Rejser du op til værket igen? GREGERS. Nej; jeg betragter mig som udtrådt af din tjeneste. WERLE. Men hvad vil du da slå ind på? GREGERS. Bare løse min livsopgave; ikke noget andet. WERLE. Nå, men siden da? Hvad vil du så leve af? GREGERS. Jeg har lagt lidt op af min løn. WERLE. Ja hvor længe vil det forslå! GREGERS. Jeg tænker, det forslår min tid ud. WERLE. Hvad skal det sige?
„Jeg siger Tak til den Slags Trofasthed og ønsker mig den ikke!“ sagde Andrey vredt. „Men det er latterligt at bruge Tiden til at skændes,“ vedblev han lidt efter noget roligere; „thi du ved dog lige saa godt som jeg, at jeg til Trods for din Protest rejser til Dubravnik. Det er bedre, at vi skilles som Venner; rimeligvis ses vi ikke mere førend min Afrejse.“
Jeg kommer jo ellers aldrig her i huset. GREGERS. Nej, det hører jeg. Men jeg måtte da se dig og tale med dig; for jeg rejser visst snart igen. Ja, vi to gamle skolekammerater, vi er rigtignok kommet langt bort ifra hinanden, du; vi har nu ikke set hinanden på sexten sytten år. HJALMAR. Er det så længe siden? GREGERS. Ja, det er det rigtignok. Nå, hvorledes har du det så? Du ser godt ud.
»Vær forsigtig, Navnløs ,» siger den Fremmede, »disse Ruinernes Blomster ere prægtigere end Haugernes. De have suget sine Farver af Blod og kalkede Been, og Luerne have tilberedet Jorden.» Den Gamle forskrækkes. Dog rejser han sig ikke fra Margarethas Græsbænk.
Da han så havde kvædet, taug han stille en stund og lo, og derpå døde han. SIGURD. Det skal du lidet agte. ØRNULF. Ja ja, hvem vet! Skal vi to stedes til møde igen! Ja, Ørnulf, du får tænke om mig hvad du vil; men jeg kan ikke skilles fra dig som din uven. ØRNULF. Hvad er din agt? GUNNAR. At række dig hånden til fred før du rejser.
Endelig rejser jeg mig atter op i Sengen, griber mig med begge Hænder om Hovedet og siger: Nej, det er jo det, som netop er umuligt, at lade det betyde Emigration eller Tobaksfabrik! Havde det kunnet betyde noget sådant som dette, vilde jeg for længe siden have bestemt mig herfor og taget Følgerne.
Mørket havde besat min Tanke og lod mig ikke et Øjeblik i Fred. Hvad om jeg selv var bleven opløst til Mørke, gjort til ét med det? Jeg rejser mig op i Sengen og slår ud med Armene. Min nervøse Tilstand havde ganske taget Overhånd, og det hjalp ikke, hvormeget jeg forsøgte at modarbejde den.
Oprigtig talt havde jeg håbet, jeg ikke skulde træffe dine mandfolk hjemme på denne tid; og så løb jeg opom for at snakke lidt med dig og sige dig farvel. GINA. Så? Rejser du da? FRU SØRBY. Ja, imorgen tidlig; op til Højdal. Grossereren er rejst i eftermiddag. GINA. Nej tænk ! HJALMAR. Så grosserer Werle er rejst? Og nu rejser De efter ham? FRU SØRBY. Ja hvad siger De til det, Ekdal?
Hvor følte jeg mig ikke frelst, da jeg slog Hånden mod den hårde Briks! Således er det at dø, sagde jeg til mig selv, nu skal du dø! Og jeg lå en liden Stund og tænkte over dette, at nu skulde jeg dø. Da rejser jeg mig op i Sengen og spørger strængt: Hvem sagde, at jeg skulde dø?
Dagens Ord
Andre Ser