SIGURD. Men Gunnar er min fosterbroder; fred og venskab har vi svoret hinanden. Både i strid og i fredsomme kår har vi fristet lykken tilhobe og han er mig kærest af alle mænd; hærfærd huer han ikke, bold han end er; nu godt, mig kender I alle, om mig ved I, at jeg ikke ræddes for ufred; men her står jeg frem, Ørnulf, og beder om forlig for Gunnar. Gør mig til vilje i denne sag!

Her i viken ligger mine to langskibe med alt det gods, jeg har vundet i viking; der findes mange kostelige kongegaver, kister med gode våben og andet ypperligt løsøre; tag du det ene skib, vælg det du tykkes bedst om, det skal være dit med alt hvad som findes ombord, lad det være bod for Hjørdis og lad Gunnar fare med fred. ØRNULF. Brave Sigurd, det vil du gøre for Gunnar!

Snygt du sværdet svinger, hvast du veed at ramme; Sigurd selv, hin stærke, står for dig tilskamme! er skammen ham til hæder! Sigurd selv! Sigurd hin stærke! ØRNULF. Men hvassere ramte du den nat, du rante Dagny, min datter! SIGURD og HANS MÆND . Ørnulf fra fjordene! Min fader og mine brødre! SIGURD. Stil dig bag ved mig. , fred og forlig være mellem os!

STYVER. lad os med fred vor jævne vej; vi stænger ikke stierne for dig, vi følger gaden, du i højden svæver. Hm, der fór også hun og jeg engang; men dagens krav er arbejd, ikke sang, den dør man fra, alt efter som man lever. Se, ungdomslivet er en stor proces og den unødigste af alle trætter; akkord, og tænk ej regres; thi sagen taber du for alle retter.

Dage mange, aaretunge, aarelange, bort erindringsløse flydte, uden Spor, som Kjølvandsstriben, i en Masse sammengydte hine sjunkne Skyer liig, snigende sig sagtelig, have svalet Panden med kolden Alderdomsbegriben i dens øde Kjedsomhed, standset Blodet, tæmmet selve Utaalmodet, skabt det om til sløven Fred.

CATILINA. tykkes mig; dog véd jeg ikke visst . Men sig, hvem søger du i midnatstimen? SKYGGEN. Dig søger jeg. Vid, denne time kun er mig forundt til vandringsfrist heroppe. CATILINA. Ved alle guder, tal! Hvo er du? SKYGGEN. Stille! Jeg kommer hid at kræve dig til regnskab. Hvi under du mig ikke gravens fred? Hvi driver du mig op af dødens bolig?

Man lod ham i Fred; men det skuffede Politi vedblev at bevogte hans Hus. Denne Omstændighed kunde have skæbnesvangre Følger for alle, især hvis man blev opmærksom paa Zinas og Georgs ret hyppige Besøg. Det var nødvendigt saa hurtigt som muligt at underrette dem om det passerede, og Tania blev allerede næste Morgen sendt af Sted for at advare Vennerne.

Martin Warnes kom hjem og hjalp student Edvard Skarping, og Malinda Anderson var med og sang. „Der gik som en dirren gjennem menigheten. Herrens røst hørtes og hans gjerning føltes snart sagt overalt.“ Der var vaar i hjertene trods vinter og kulde ute i naturen. „Turtelduens røst blev hørt i landet. Gamle og unge vaktes op av syndens søvn og fandt fred med Gud.“

Med rimelige bøder skal jeg være fornøjet; vægrer Gunnar sig ved sligt forlig, får han friste de kår, som følger . KÅRE. Godt møde, hærmænd! ØRNULF. Hærmænds møde skattes sjelden godt. KÅRE. Er I hæderlige mænd, tilsiger I mig fred iblandt jer; Gunnar herses husfolk står mig efter livet! ØRNULF. Gunnar herse! SIGURD. har du øvet ondt imot ham! KÅRE. Min ret har jeg øvet.

HJALMAR. En man ds hele moralske grundlag kan svigte under hans fødder; det er det forfærdelige. RELLING. Ja, jeg har jo aldrig sådan egentlig været gift; jeg tør ikke dømme om de ting. Men det ved jeg da, at til et ægteskab hører barnet også. Og barnet skal I la' være i fred. HJALMAR. Å, Hedvig! Min stakkers Hedvig! RELLING. Ja, Hedvig får I værs'go' se at holde udenfor.