United States or Kosovo ? Vote for the TOP Country of the Week !
HEDVIG. Å, de steller med den og bygger for den, og sådant noget. GREGERS. Kan tænke det; for vildanden er vel den aller fornemste der inde. HEDVIG. Ja det er hun da; for det er jo en rigtig, vild fugl. Og så er det så synd i hende; hun har ingen at holde sig til, hun, stakker. GREGERS. Har ingen familje ligesom kaninerne. HEDVIG. Nej.
HJALMAR. Ja, det er jo det, jeg har sagt hele tiden. EKDAL. Hm hm hm. Hvad er det du vil? HEDVIG. Jeg vilde bare ind til dig, far. Jeg synes, du går sådan og snuser omkring. Skal du passe på kanske? HEDVIG. Nej slet ikke det. HJALMAR. Hvad tar mor sig til derude nu? HJALMAR. Å nej. Det er bedst, jeg bli'r alene om det alt sammen, så længe kræfterne slår til.
HEDVIG. Nej, jeg mener, det behøves ikke, for ikveld er far godt oplagt alligevel. Det er bedre, at vi har det med værelset til en anden gang. Er du glad, når du har noget godt at fortælle far, når han kommer hjem om kvellerne? HEDVIG. Ja, for så blir her mere fornøjeligt. Å ja, der er noget i det. Skal bedstefar ha' noget i køkkenet? EKDAL. Skulde så, ja. Bliv bare siddende.
Pas du på; du skal se, gavebrevet er bare en begyndelse. Fru Sørby har altid havt så meget tilovers for Hedvig; og nu har hun jo magt til at gøre for barnet, hvad det så skal være. De kan ta' hende fra mig, hvad tid og time de lyster. GREGERS. Aldrig i verden går Hedvig fra dig. HJALMAR. Vær du ikke så viss på det.
Ved bagvæggen, til venstre for dobbeltdøren, står en reol, hvori nogle bøger, æsker og flasker med kemiske stoffer, forskellige slags redskaber, værktøj og andre genstande. Hedvig! Ja, mor? GINA. Snille Hedvig, nu må du ikke sidde og læse længer. HEDVIG. Å men, mor, kan jeg da ikke få læse lidt til? Bare lidt! GINA. Nej, nej, nu skal du lægge den bogen ifra dig.
GINA. Var det i kammerset far skød? Så du går på jagt alene, du, Hjalmar? Det var altså ikke dig, som skød på loftet? EKDAL. Skød jeg? Hm! Hun har selv skudt vildanden, du! HJALMAR. Hvad er dette her! Jøss', hvad er det! Hun ligger på gulvet! GREGERS. Ligger Hedvig! Hedvig! EKDAL. Hå hå; går hun også på skytteri! Pistolen er gåt af. Hun har truffet sig selv. Råb om hjælp! Hjælp! Relling!
HEDVIG. Nej, tænk! Hvad får jeg da? HJALMAR. Læs selv. Øjnene! Øjnene, og så det brevet! Ja, men jeg synes, det er bedstefar, som skal, ha' det. Du Gina, kan du forstå dette her? GINA. Jeg ved jo ingen verdens ting; bare sig det.
GINA. Ja, jeg hører det nok. HEDVIG. Tænk alle de penge, jeg får! Glad! Hedvig er det; hun er det, han betenker så rigelig! GINA. Ja, for det er jo Hedvig, som har jebursdag HEDVIG. Og du får det jo alligevel, far! Du kan da vel tænke, at jeg vil gi' alle pengene til dig og mor. HJALMAR. Til mor, ja! Der har vi det. GREGERS. Hjalmar, dette her er en snare, som lægges for dig.
Arveligt, rimeligvis. Arveligt? GINA. Ekdals mor havde også svagt syn. HJALMAR. Ja, det siger far; jeg kan jo ikke huske hende. GREGERS. Stakkers barn. Og hvorledes tar hun det? HJALMAR. Å du kan da tænke, vi nænner ikke at sige hende sligt. Hun aner ingen fare. Glad og sorgløs og kviddrende som en liden fugl flagrer hun ind i livets evige nat. Tak, tak, Hedvig. HJALMAR. Nej. Ikke smørrebrød nu.
Sligt mørke da; en kan knapt se frem for sig. HEDVIG. Får du aldrig lyst til at skyde på noget andet end de kaninerne? EKDAL. Er ikke kaninerne gode nok, de, kanske? HEDVIG. Ja men vildanden da? EKDAL. Hå hå; er du ræd, jeg skal skyde vildanden for dig? Aldrig i verden, du. Aldrig det. HEDVIG. Nej, du kunde vel ikke; for det skal være svært at skyde vildænder. EKDAL. Kunde ikke?
Dagens Ord
Andre Ser