Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Oppdatert: 11. oktober 2025
HEDVIG. Ja, der er store skabe med bøger i; og i mange af de bøgerne er der billeder. GREGERS. Aha! HEDVIG. Og så er der et gammelt skatol med skuffer og klaffer i, og et stort ur med figurer, som er til at komme frem. Men det uret går ikke længer. GREGERS. Tiden er altså gåt istå derinde hos vildanden. HEDVIG. Ja. Og så er der gamle farveskrin og sligt noget; og så alle bøgerne.
Ja, nu gik nok de fleste. HEDVIG. Så tidlig? HJALMAR. Ja, det var jo et middagsselskab. GINA. Lad mig hjælpe dig. HEDVIG. Jeg også. HEDVIG. Var der mange der, far? HJALMAR. Å nej, ikke mange. Vi var så en 12 14 personer til bords. GINA. Og du fik vel snakke med dem alle sammen? HJALMAR. Å ja, lidt; men det var nu især Gregers, som la' beslag på mig. GINA. Er Gregers lige styg endnu?
Ikke så meget for opfindelsen i og for sig; men fordi Hedvig trode på den, trode på den med barnesindets hele magt og styrke. Ja, det vil sige, jeg dåre har gåt her og bildt mig ind, at hun trode på den. GREGERS. Kan du virkelig tænke, at Hedvig skulde været falsk imod dig! HJALMAR. Nu kan jeg tænke, hvad det så skal være. Det er Hedvig, som står ivejen.
Væk, væk, væk! Gå ind i dagligstuen, Hedvig. Jeg må ha' mine bøger med mig. Hvor er mine bøger? GINA. Hvilke bøger? HJALMAR. Mine videnskabelige værker, naturligvis, de tekniske tidsskrifter, som jeg bruger til opfindelsen. Er det disse her, som ikke er nogen perm på? HJALMAR. Ja visst er det så. Skal jeg ikke få Hedvig til at skære dem op for dig? HJALMAR. Behøves ingen opskæring for mig.
Men jeg kan da ikke gå og være så græsselig bedrøvet lige til jeg blir stor og voksen. Jeg skønner nok, hvad det er. Kanske jeg ikke er fars rigtige barn. Hvorledes skulde det gå til? HEDVIG. Mor kan jo ha' fundet mig. Og nu har kanske far fåt vide det; for sligt har jeg læst om. GREGERS. Nå, men om så var HEDVIG. Ja jeg synes, han kunde holde lige meget af mig for det. Ja næsten mere.
Lampen brændte endnu. GINA. Hvorledes om sig? HJALMAR. Ja, for det var da heldigt alligevel, at vi endelig fik det værelset lejet bort en gang. Og sa, tænk, til et menneske som Gregers, en gammel god ven. GINA. Ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, jeg. HEDVIG. Å mor, du skal se, det blir så morsomt! HJALMAR. Du er da også besynderlig.
HJALMAR. hundrede kroner, så længe han har det nødig, det vil naturligvis sige, så længe til han har lukket sine øjne. GINA. Nå, så er da han forsørget, stakkers. HJALMAR. Men så kommer det. Det læste du nok ikke, Hedvig. Bagefter skal denne gave gå over på dig. HEDVIG. På mig! Alt sammen? HJALMAR. Du er sikkret det samme beløb for hele dit liv, skriver han. Hører du det, Gina?
HJALMAR. Nå, han ser jo ikke videre godt ud. Er ikke den gamle kommet hjem? HEDVIG. Jo, bedstefar sidder inde og skriver. HJALMAR. Sa' han noget? GINA. Nej, hvad skulde han sige? HJALMAR. Nævnte han ikke noget om ? Jeg synes, jeg hørte, at han havde været hos Gråberg. Jeg vil gå lidt ind til ham. GINA. Nej, nej, det er ikke værdt HJALMAR. Hvorfor ikke det? Sa' han, at han ikke vilde ha' mig ind?
HJALMAR. Nå, det er da ikke så underligt; hun har jo været skamskudt. GREGERS. Og så slæber hun lidt på foden. Eller er det ikke så? HJALMAR. Kanske en bitte liden smule. HEDVIG. Ja, for det var den foden, som hunden bed hende i.
Hun kommer til at stænge solen ude fra hele mit liv. GREGERS. Hedvig! Er det Hedvig, du mener? Hvorledes skulde hun kunne stænge for dig? Så usigelig som jeg har elsket det barn. Så usigelig lykkelig, som jeg følte mig hver gang jeg kom hjem i min fattige stue og hun fløj mig imøde med sine søde, lidt mysende øjne. Å jeg troskyldige dåre!
Dagens Ord
Andre Ser