Ah, uslinger, hvad vover I ? Stød ned! Du, Lentulus, vil myrde Catilina? Catilina! Ej mod ham jeg bruger sværdet. Fly! LENTULUS. fald for mit! CATILINA. Forræder! Morder! Nåde, Catilina! CATILINA. Jeg ser dit anslag skrevet din pande. Du vilde myrde mig, og selv dig stille i mine venners spidse. Var det ? LENTULUS. var det, Catilina! Nu, hvad ? Ifald dig magten lyster, lad være.

«Spørger du om hun var pen? En lang spæd tingest med svai i ryggen og to kulstykker i øienhullerne og vældig kruset haar. Pen? Ja det var hun vist, slig som saanne kvindfolkjægere som du kalder pen. Men hvad business har hun med at være pen, naar hun bruger penheden sin til at dreie hovedet rundt paa en slik skikkelig gammel hankat som Dick Darling.

HEDVIG. Men far har jo ret i det, at havde jeg lært at flette kurve, kunde jeg nu ha' gjort den nye kurven til vildanden. GREGERS. Det kunde De, ja; og De var jo også nærmest til det. HEDVIG. Ja; for det er min vildand. GREGERS. Ja, det er jo det. HEDVIG. Jaha; jeg ejer den. Men far og bedstefar får lånt den tidt de vil. GREGERS. ; hvad bruger de den da til?

HJALMAR. Det er ikke almindelige duer alle sammen. EKDAL. Almindelige! Nej, skulde da vel tro det! Vi har tumlere; og et par kropduer har vi også. Men kom her! Kan De se den bingen der borte ved væggen? GREGERS. Ja; hvad bruger De den til? EKDAL. Der ligger kaninerne om natten, far. GREGERS. ; De har kaniner også? EKDAL. Ja, De kan da vel for fanden tænke, at vi har kaniner!

Væk, væk, væk! ind i dagligstuen, Hedvig. Jeg ha' mine bøger med mig. Hvor er mine bøger? GINA. Hvilke bøger? HJALMAR. Mine videnskabelige værker, naturligvis, de tekniske tidsskrifter, som jeg bruger til opfindelsen. Er det disse her, som ikke er nogen perm ? HJALMAR. Ja visst er det . Skal jeg ikke Hedvig til at skære dem op for dig? HJALMAR. Behøves ingen opskæring for mig.

Og Moderen, denne frugtsommelige Kone, der dominerer hele den trange Gade med sin Mave, svarer det tiårige Barn, idet hun griber ham i Armen og vil have ham med: »Sh! Hold Snavel'n din! Jeg mener, du bander ogsål Du bruger Kæften, som om du skulde været Ludderhus i årvis! Nu kommer du ind!« »Nej, jeg gør ikke det!« »Jo, du gør det!« »Nej, jeg gør ikke det

Pludseligen holdt han inde; stirred op og ned og lytted som af noget Rædsomt skrækket, der var kommet ham isinde. Flux, da Hyl og Jamren trænger tydeligen op til Dækket, over Lugen han sig slænger forsvarsløs og ubeskyttet, bruger Daggert, Huggert, Tænder, blodige og revne Hænder, for at frelse dem dernede, kvalte fast af Røg og Hede.

HJALMAR. , er det jo bra'. Ja, spiser vi her. GINA. Ja ja da; men det haster ikke med at dække endnu; du kan godt bruge bordet en stund til. HJALMAR. Å jeg synes, du ser, jeg sidder her og bruger bordet alt det jeg kan! GINA. For er du fri siden, ser du. Hjalmar! HJALMAR. ? EKDAL. Er ræd, vi kommer til at flytte vandtrauget lige vel.

Grosserer Werle drikker sig aldrig fuld, vidt jeg ved da; og han bruger visst ikke at skamslå sine koner heller, slig, som salig hestedoktoren gjorde. FRU SØRBY. Å lad nu Sørby ligge, der han ligger. Han havde såmænd sine gode sider, han også. RELLING. Grosserer Werle har vel de sider, som bedre er, kan jeg tro. FRU SØRBY. Han har i al fald ikke sløset bort det bedste i sig.

Andrey saa frem foran sig og opdagede nu den gamle Repin, klædt i en sort Kappe med en stor, bredskygget Filthat saadan som Fakkelbærerne bruger ved Ligbegængelserne under Armen holdt han noget, der lignede en uhyre Protokol. Han gik umiddelbart foran dem uden en eneste Gang at se sig om som en Mand, der skal vise Vej.