Jeg le, når jeg mindes, hvor tidt jeg har tænkt dig sålunde, som dengang jeg bar dig mine arme. Da var du et barn; nu er du en huldre, som kogler og gækker. Hvis huldrens harme du vækker, pas , hun hilder dig i sit garn! SIGNE. Men vent; du har jo end ikke set hvorlunde jeg har holdt din harpe i ære. blank som før!

Tidt véd jeg ikke, hvad der var rettest for mig. Og alligevel ; anden gang at kåre en dansk herre til svigersøn, det er en udvej, som jeg kun i den yderste nød gad gribe til; og, himlen være lovet, vidt er det endnu ikke kommet! OLAF SKAKTAVL. Jeg er lige klog, fru Inger; hvorfor agter I at holde Nils Lykke tilbage Østråt. Nils Lykke har krænket mig blodigere end nogen anden.

Thorolf anvises plads samme måde ved det andet bord og sidder altså lige for Gunnar, der sætter sig i det store højsæde. Godt vilde det derfor sømme sig at øve den gamle morskab: Lad hver mand nævne sine bedrifter, alle dømme sig imellem, hvo der er den ypperste. GUNNAR. Den skik er ej god i drikkelag; tidt voldes ufred derved. HJØRDIS. Ikke tænkte jeg, at Gunnar herse var ræd.

Aurelia er øm og stemmer tidt med blide ord mit sind til ro og mildhed; hos Furia . , ; der kommer nogen. Forhadte haller, vidner til min smerte, hjem for den kval, hvortil jeg er fordømt! Hvert herligt håb, hver tanke, som jeg nærte, er slukt i dette hjerte, gennemstrømt af febergysen snart, og snart af gløden, mer hed og brændende end flammen der. Ah, hvilken skæbne!

Ja hun drev den selv saa vidt, at hun endog spurgte tidt om Detaljerne i Stuen; for Exempel om den var endnu overstrøgen grøn, om der hang et Fuglebuur, om der stod et Stueuhr, som et gammelt Inventar, paa hvis blomsterkrandste Skive tvende Gjøge vare malte, som for hver en Time galte ligesom de var ilive, samt om han ei havde nogen gammel Vugge seet i Krogen og saa videre med meer, hvoraf kun den Gamle leer.

Selsomt nok, iaftes mig tykkes selv de unge sært forstemte. Min harme blussed op en flygtig stund, da jeg mig følte forurettet, krænket; det gamle blod er end ei ganske koldt; tidt kan det rulle hedt nok gjennem åren. Men krænkelsen er glemt. Jeg fulgte ham, min Catilina, for hans egen skyld; og jeg skal våge over ham med omhu.

Og hvor tidt, naar det blev Dag, har ei siddet India-Eskadres Vrag rundtom paa the Needles spiddet? Og de Frygtelige staae dog, som Stene over Grave paa en Kirkegaard paa Landet, udenfore «Englands Have», der, hvor Vandet skinner deiligst, som beblandet med en Foraarshimmels Blaa

De er tidt udesvævendes om aftningerne; og kommer de svært sent hjem om naetterne, og da er de ikke altid GREGERS. Sligt vaenner en sig snart til. Jeg håber, det skal med mig som med vildanden GINA. Hm, jeg synes nok De skulde sove det først alligevel. GREGERS. De vil nok svært nødig ha' mig ind i huset, fru Ekdal. GINA. Nej kors; hvor kan De da tro det?

Her står han ensom mellem disse skarer af vilde venner og af usle skurke. De mægter ej at fatte ham, og han er altfor stolt til dem at ville fatte. Det er mod midnat. Alting er tyst; kun mit øje vil ej søvnen dvæle. Koldt blæser vinden, den skal kvæge mig og skænke kræfter . Ah, de trænges til! Du våger alene her den mørke nat? MANLIUS. Jeg har, da du var barn, bevogtet dig tidt.

HEDVIG. Men far har jo ret i det, at havde jeg lært at flette kurve, kunde jeg nu ha' gjort den nye kurven til vildanden. GREGERS. Det kunde De, ja; og De var jo også nærmest til det. HEDVIG. Ja; for det er min vildand. GREGERS. Ja, det er jo det. HEDVIG. Jaha; jeg ejer den. Men far og bedstefar får lånt den tidt de vil. GREGERS. ; hvad bruger de den da til?