United States or North Korea ? Vote for the TOP Country of the Week !
Var der altså igen Formaliteter at gennemgå! tænkte jeg bange. Jeg kom ind i et stort Rum nedenunder, hvor tredive eller firti Mennesker sad, alle husvilde. Og en for en blev de råbt op af Protokollen, en for en fik de en Billet til Mad. Jourhavende sagde stadig væk til Konstablen ved sin Side: »Fik han en Billet? Ja, glem ikke at give dem Billetter. De ser ud til at trænge et Måltid.«
Stød af Musik bares af Vinden op til mig fra Studenterlunden, Klokken var altså over to. Jeg tog mine Papirsager frem, forat forsøge at skrive noget, i det samme faldt min Barberbog ud af Lommen. Jeg åbned den og talte Bladene, der var seks Billetter tilbage. Gudskelov! sagde jeg uvilkårlig; jeg kunde endnu blive barberet i nogle Uger og se lidt godt ud!
Sig mig kun ét: Hvorfor går I endnu med disse blomster? Hvad vil I med dem? NILS LYKKE. Disse? Er det ikke en stridshanske, som I på alle kvinders vegne har tilkastet den onde Nils Lykke? Skulde jeg så ikke tage den op? Vi sés ikke mere; thi endnu før daggry er jeg afsted. Jeg byder eder altså mit farvel. ELINE. Og jeg skænker eder mit, herr ridder!
Thorolf anvises plads på samme måde ved det andet bord og sidder altså lige for Gunnar, der sætter sig i det store højsæde. Godt vilde det derfor sømme sig at øve den gamle morskab: Lad hver mand nævne sine bedrifter, så må alle dømme sig imellem, hvo der er den ypperste. GUNNAR. Den skik er ej god i drikkelag; tidt voldes ufred derved. HJØRDIS. Ikke tænkte jeg, at Gunnar herse var ræd.
HEDVIG. Ja det må du gerne, hvis du vil. GINA. Nej, ikke ikveld, Ekdal; det skal jo være til imorgen. Å kan du ikke la' ham læse det! Det er visst noget godt; og så blir far glad; og så blir her fornøjeligt igen. HJALMAR. Jeg må altså åbne det? HEDVIG. Ja, vær så snil, far. Det skal bli morsomt at få vide, hvad det er. HJALMAR. Godt. GINA. Hvad står der for noget da? HEDVIG. Å ja, far, sig det!
Jeg følte Vanviddet i mit Blod, følte dets Jag gennem Hjærnen. Så dér skulde det ende med mig! Ja, ja! Og jeg begyndte igen min langsomme, sørgelige Gang. Dér skulde jeg altså havne! Med ét står jeg atter stille. Men ikke anholdt! siger jeg; ikke det! Og jeg var næsten hæs af Angst. Jeg bad for mig, trygled hen i Hyt og Vejr om ikke at blive anholdt.
Jeg sagde altså til mig selv: da du nu må ind på Østråt ikveld, om du så skal gå gennem ild og vand, så kan du jo sagtens også krybe gennem vinduet. NILS STENSSØN. Om det var? Ja, det skulde jeg mene. Jeg lar nødig vente på mig, skal jeg sige eder. NILS LYKKE. Aha, fru Inger Gyldenløve venter eder altså? NILS STENSSØN. Fru Inger Gyldenløve? NILS STENSSØN. Sig mig, hører I til huset?
Den fremmede herre skal I snart få i tale. OLAF SKAKTAVL. Nu, hvis I så lyster. NILS LYKKE. Og vi kan jo sikkert forlade os på dig i et og alt? FINN. Befalingsmanden i Trondhjem har stedse givet mig skudsmål for at være pålidelig. NILS LYKKE. Vel, vel; det har han også sagt mig. Altså, først og fremst, er nogen fremmed kommet herhid til Østråt før os iaften?
BJØRN. Herskabet siger, han var Norges sidste riddersmand. FINN. Og Danskerne fældte ham jo i Oslo-fjord? BJØRN. Spørg en femårs gut, ifald du ikke véd det. FINN. Så Knut Alfsøn var altså vor sidste riddersmand? Og nu er han død og borte! Hør, du Bjørn, kunde en ikke sige, at Norges land også er slig en tom nøddeskal, ligervis som hjelmen her; blank udenpå, ormstukken indeni?
Det er en arvelod fra din mor, Gregers; den eneste arv, hun efterlod dig. Har du endnu ikke kunnet fordøje den tort, at du regned galt, da du trode, du skulde få formue med hende? WERLE. Lad os ikke komme ind på uvedkommende ting. Holder du altså fast ved det forsæt, at lede fotograf Ekdal ind på et spor, som du formoder er det rigtige? GREGERS. Ja; det forsæt holder jeg fast ved.
Dagens Ord
Andre Ser