United States or Åland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og jeg åbned Porten og gik op efter mine Papirer. Da jeg kom ned igen, lukked jeg Porten ilås udenifra og stilled mig hen i Lygteskinnet. Det var stille overalt, jeg hørte blot de tunge, klirrende Fodtrin af en Konstabel nede i Tværgaden, og langt borte, i Retning af St. Hanshaugen, en Hund, som gøed.
Jeg åbned en Knap eller to i hendes Liv, og jeg skimted hendes Bryster indenfor, hvide, runde Bryster, der titted frem som to søde Vidundere bag Linnedet. »Må jeg få se!« siger jeg, og jeg forsøger at åbne flere Knapper, gøre Hullet større; men min Bevægelse er for stærk, jeg kommer ingen Vej med de nederste Knapper, hvor desuden Livet strammer på. »Må jeg bare få se lidt . . . . lidt . . . .«
Jeg kendte altsammen fra før, trådte derfor bort fra Vinduet, tog Tæppet under Armen, bukked for Fyrdirektørens Bekendtgørelse, bukked for Jomfru Andersens Ligsvøb og åbned Døren. Med en Gang kom jeg i Tanke på min Værtinde; hun burde dog underrettes om min Flytning, forat hun kunde se, at hun havde havt med et ordentligt Menneske at gøre.
Stød af Musik bares af Vinden op til mig fra Studenterlunden, Klokken var altså over to. Jeg tog mine Papirsager frem, forat forsøge at skrive noget, i det samme faldt min Barberbog ud af Lommen. Jeg åbned den og talte Bladene, der var seks Billetter tilbage. Gudskelov! sagde jeg uvilkårlig; jeg kunde endnu blive barberet i nogle Uger og se lidt godt ud!
Jeg fandt min Dør, løfted den lidt på Hængslerne og åbned den uden Nøgle, som jeg var vant til, gik ind i Værelset og trak Døren lydløst igen. Alting var som jeg havde forladt det, Gardinerne var slået tilside for Vinduerne og Sengen stod tom; henne på Bordet skimted jeg et Papir, det var kanske min Billet til Værtinden; hun havde altså ikke engang været heroppe, siden jeg gik min Vej.
Modløs og forsagt over det ny spildte Forsøg, åbned jeg endelig atter Porten og gik op på mit Rum. Det var koldt deroppe, og jeg kunde knapt se mit Vindu i det tykke Mørke. Jeg følte mig frem til Sengen, trak Skoene af og satte mig til at varme mine Fødder mellem Hænderne. Så lagde jeg mig ned, således, som jeg havde gjort i lang Tid, rund som jeg gik, i fulde Klæder.
Og med en Frækhed, som forundred mig selv, fortsatte jeg: »Jeg må tale med ham; det er et nødvendigt Ærinde Meddelelser fra Stiftsgården.« »Ja, kan Di ikke sige det til mig, da?« »Til Dem?« sagde jeg og målte Saksen lidt med Øjnene. Det hjalp. Han fulgte straks med og åbned Døren. Nu sad mit Hjærte mig i Halsen.
Så lå jeg i flere Minutter, uden at gøre en Bevægelse, jeg blev sved, og jeg følte Blodet støde heftigt gennem Årene. Nej, det var dog altfor kosteligt, at han kunde lede efter Penge i det Kræmmerhus! Han hosted også blot én Gang. Mon han går dernede endnu? Sidder på min Bænk? . . . . Det blå Perlemor . . . . Skibene . . . . Jeg åbned Øjnene.
Da han var færdig med Indpakningen, takked jeg ham for Hjælpen som en Mand, der tidligere havde sendt kostbare Sager til Smyrna; han åbned Døren for mig og bukked to Gange, da jeg gik. Jeg gav mig til at vandre om blandt Menneskene på Stortorvet og holdt mig helst i Nærheden af de Koner, som havde Potteplanter at sælge.