United States or Poland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men jeg maa hjem før trikken stopper desværre.» «Jeg skal gaa for dig.» Han lot hende gli ned i sofaen. «Du skal ligge og hvile du. Aa ungen min!» Da han var gaat, knappet hun op skoene og skjøv dem av sig. Hun drak litt mere vin. Saa krøp hun helt op i sofaen, boret hodet ned i puterne og trak teppet over sig. Hun elsket ham jo allikevel. Hun vilde være hos ham.
„Skal forsøke.“ Nu hjalp gutterne ogsaa til. De trak saa tauget blev aldeles stramt og tyndt. Tilsidst hørte de en ramlende lyd. „Saa, nu er det løst,“ ropte Longley. „Faa det saa over gulvet.“ Skrapende og knakende blev skrinet trukket til de hadde det like under aapningen. „Hold bare tauget stramt! Nu kommer jeg op og hjælper til. Dere vil aldrig faa det op alene.“
For at gjøre miraklet endda større, kom ogsaa Dale sig op, trak bare paa skuldrene, gik med faste skridt over til Sir Ralph og stillet sig ved hans side. Og Dale hadde man trodd endda værre saaret end Sir Ralph. Tyskeren derimot skalv synlig i knærne, og hans ansigtsfarve gik over fra graat til dødelig hvitt. Han blunket krampagtig med øinene, og saa ut til ikke at kunne tro sine egne øine.
Opblæst af Håb og Tilfredshed, stadigt optagen af min mærkelige Skitse, som jeg hvert Øjeblik trak op af Lommen og læste i, vilde jeg straks gøre Alvor af det og gå i Gang med Flytningen.
»Tror De ikke, jeg kunde gøre det ellers?« »Nej, det tror jeg ikke.« »Jo, af mig kan De vente alt,« sagde jeg. Og jeg lagde Armen om hendes Liv. »Kan jeg det?« sagde hun bare. Det ærgred mig, stødte mig næsten, at hun holdt mig for så altfor skikkelig; jeg brysted mig op, skød Hjærtet op i Livet og tog hendes Hånd. Men hun trak den ganske stilfærdigt tilbage og flytted sig lidt bort fra mig.
Men når jeg ret betænkte mig, så skulde jeg jo egentlig i Retning af »Onkel« min egentlige »Onkel« når jeg gik hjem? Endelig rejste jeg mig og drog mig sent og tuslet henefter Gaderne. Det begyndte at brænde over mine Øjenbryn, det trak op til Feber, og jeg skyndte mig alt, jeg kunde. Atter kom jeg forbi Bagerbutiken, hvor Brødet lå. Så, nu standser vi ikke her! sagde jeg med tilgjort Bestemthed.
Jeg gik i største Hast nedad Pilestrædet, hvor jeg vidste om en Pantelåner i anden Etage; jeg havde forøvrigt aldrig været hos ham før. Da jeg kom ind i Porten, trak jeg skyndsomt min Vest af, rulled den sammen og stak den under Armen; derpå gik jeg opad Trappen og banked på til Sjappen. Jeg bukked og kasted Vesten på Disken. »Halvanden Krone,« sagde Manden.
Jeg havde gået i den samme Skjorte i mange Uger, den var ganske stiv af gammel Sved og havde gnavet min Navle itu; der kom lidt blodigt Vand ud af Såret, men det smærted ikke meget, kun var det så sørgeligt at have dette Sår midt på Maven. Jeg havde ingen Råd med det, og det vilde ikke gro igen af sig selv; jeg vasked det, tørred det omhyggeligt af og trak den samme Skjorte atter på.
Men nu er alt overstaaet!“ udbrød han jublende. „Nu er vi lykkelige aa Gud, hvor vi er lykkelige!“ Og han trak hende hen til en Stol, knælede ned foran hende og bedækkede hendes smaa, kolde Hænder og hendes søde, blussende Ansigt med glødende Kys. „Og jeg, som troede, at du var forelsket i Georg!“ sagde han endelig.
Hun talte afbrudt, gav mig disse Stød med små Mellemrum og trak det rigtigt i Langdrag, forat gøre det tydeligere og tydeligere for mig, at det var mig, hun mente. Stille! sagde jeg til mig selv. Bare stille! Hun havde ikke bedt mig om at gå, ikke udtrykkelig, ikke med rene Ord. Bare ingen Hovmodighed fra min Side, ingen utidig Stolthed!