Føreren satte et truende ansigt op og sa paa gebrokkent engelsk: „Papirer! Forstaar? Papirer!“ Saa gjorde han en pause, saa skarpt paa dem og tilføiet: „Skatten! Penge! Forstaar hvad?“ Tony sa ingenting, stod der bare blek og bestemt, mens Jack rystet paa hodet og svarte lavt men tydelig: „Forstaar ikke.“ Manden gjentok utaalmodig sine spørsmaal. Jack rystet fremdeles uforstaaende paa hodet.

Hun lyttede i Tavshed; men det haarde, udeltagende Udtryk i hendes Ansigt syntes at sige: „Alt dette er jo nu en Gang sket og kan ikke afhjælpes hvad har det med din Beslutning at gøre?“

Hele rummet fyldtes øieblikkelig med den lifligste spiritusduft. Tolderens ansigt opklaredes i et bredt veltilfreds smil. «Kan De laane mig et glasspurgte han. «Nei desværre, det findes ikke her ombord; men kanske en vandøse kan klare detTolderen nikket bifaldende. Øsen kom og tolderen fyldte den til randen i tankens dunkle dyb. Han satte den for munden og drak en vældig slurk.

Det er akkurat som var det ikke sandt, alt det som ligger mellem vi skiltes her i Rom . Og saa er du kanske en andens nuJenny svarte ikke. «Er du forlovetspurte han sagte. «Nei.» «Jenny » Helge bøiet hodet, saa hun ikke kunde se hans ansigt. «Vet du alle disse aarene jeg har tænkt drømt om at faa dig tilbake.

En tyv i natten. „Simmonds, hvad i alverdenSir Ralphs stemme var bydende, og hans skarpe graa øine saa forbauset spørgende paa ham. Men tjenerens ansigt viste bare den mest uttryksløse høflighet idet han traadte frem foran portieren. „Undskyld at jeg skræmte Dem, Sir.“ Stemmen var aldeles rolig. „Jeg kom just for at spørre om det var noget De manglet.“ Sir Ralph saa igjen granskende paa ham.

Han selv syntes at være træt af det hele; han talte med en monoton, klangløs Stemme, og hans Ansigt havde det samme forstenede Udtryk, som da han kom. Det var jo ikke mer hendes Andrey! Det var en fremmed Mand! Ikke et ømt Ord, ikke et Blik havde han tilovers for hende ved denne sidste Sammenkomst! „Aa Gud, de har jo helt forvandlet ham! det er ikke min Andrey!“ skreg det inden i hende.

Andrey hørte op med at kæmpe sig frem og lod sig viljeløst, føre med af Strømmen, ogsaa hans Ansigt blev træagtigt.

Kerrs ansigt la sig i endda dypere folder og saa yderst forvirret ut ved denne spøkende irettesættelse. Men Longley kom ham til hjælp ved at

Saa meget, som jeg har snakket med Dem, Jenny. Og De og har snakket med mig. Og saa kjender jeg Dem jo aldeles ikke. Nu De staar der, De skulde se selv, hvor Deres haar skinner, er De saan et ukjendt taarn for mig De og. Det er saa vidunderlig synes jeg. Har De nogensinde tænkt paa, at De aldrig har set Deres eget ansigt? Bare et speilbillede.

Og jeg følte hendes Åndedrag lige op i mit Ansigt. »Ved Desagde jeg, »at . . . . Men nu De ikke blive sint . . . . Da jeg gik tilsengs igåraftes, lagde jeg denne Arm tilrette for Dem . . . . således . . . . som om De i den . . . . og sovned jeg ind . . . .« »Jaså? Det var vakkertPause. »Men det måtte nu også være Frastand, De kunde gøre sligt noget; for ellers . . . .«