United States or Kosovo ? Vote for the TOP Country of the Week !
SIGURD. Dagny, følg med; jeg må blive; thi rygtet om tvekampen er alt på vandring mellem folk, og jeg kan ikke møde Gunnar før tiden kommer; men du, styr og råd din fader; hæderligt må han fare frem; i Gunnars gård er mange kvinder; ingen mén må voldes Hjørdis eller de andre. DAGNY. Ja, ja, jeg vil med. På Hjørdis tænker du dog; tak for det hjertelag! SIGURD. Gå, gå, Dagny!
ØRNULF. Så stå da forliget ved magt mellem os, og skal Dagny efter denne tid være fuldt så hæderlig at agte, som var hun dig lovligt fæstet med sine frænders minde. SIGURD. Og på mig kan du nu lide, som på din egen æt! ØRNULF. Det tænker jeg forvisst jeg kan, og vil på stand friste, hvor god du er mig. SIGURD. Rede skal du finde mig; sig frem, hvad kræver du? ØRNULF. Din hjælp i råd og dåd.
Engang blir der vel en Råd . . . . Det var en mindre Garnhandel, et Sted, jeg aldrig tidligere havde betrådt. En enkelt Mand indenfor Disken, Kontor indenfor med Porcellæns Skildt på Døren, pakkede Hylder og Borde i lang Række. Jeg vented til den sidste Kunde havde forladt Butiken, en ung Dame med Smilehuller. Hvor hun så lykkelig ud!
SIGURD. Men hør dog først ØRNULF. Nej, siger jeg! Selv må jeg fremme min ret; lad så lykken råde. Vennesæle råd er det Sigurd giver, men vil du fremme din ret efter bedste evne, så kan jeg råde bedre. Regn aldrig på bøder så længe Hjørdis har noget at sige; men hævn kan du få, ifald du vil lyde mig. ØRNULF. Hævn? Hvad råder du da til? SIGURD. Til ondt, det ser jeg nok! Hør ikke på ham!
»Nej, hvor De er sød!« sagde jeg. »Jeg sidder simpelthen her og blir inderlig betaget af Dem, her i denne Stund inderlig betaget . . . . Der er ingen Råd med det . . . . De er det besynderligste Menneske, som . . . . Stundom stråler Deres Øjne så, jeg har aldrig set Magen, de ser ud som Blomster . . . . Hvad?
Jeg tog atter mine Papirer op og vilde vise alle uvedkommende Indtryk tilbage. Jeg var standset midt i en Sætning i Dommerens Tale: »Så byder mig Gud og Loven, så byder mig mine vise Mænds Råd, så byder mig og min egen Samvittighed . . . .« Jeg så ud af Vinduet, forat tænke efter, hvad hans Samvittighed skulde byde ham. En liden Støj trængte ud til mig fra Stuen indenfor.
Olaf Skaktavl, havde jeg, som I, vandret jaget og forladt på højfjeldet, i vinter og uvejr, hvis jeg havde havt mit barn i mine arme, tro mig, jeg skulde ikke have sørget og grædt så sårt, som jeg har sørget og grædt for ham fra hans fødsel og til denne time! OLAF SKAKTAVL. Der er min hånd. Jeg har dømt eder for hårdt, fru Inger! Byd og råd over mig som før. Jeg skal lystre.
Så var der altså ikke en Ting uforsøgt, jeg havde gjort alt, jeg kunde. At det virkelig ikke vilde lykkes én Gang på en hel Dag! tænkte jeg. Om jeg fortalte det til nogen, så var der ingen, som ville tro det, og om jeg skrev det ned, så vilde man sige, at det var lavet. Ikke på et eneste Sted! Ja, ja, der var ingen Råd med det; fremfor alt ikke gå og være rørende mer.
Mit Humør var aldeles strålende, jeg følte mig frisk og modig nok til hvad det skulde være. Om jeg blot havde havt et Lys, så kunde jeg kanske fået min Artikel færdig! Jeg gik og dingled med min nye Portnøgle i Hånden, nynned, plystred og spekulered på en Udvej til Lys. Der blev ingen anden Råd, jeg fik tage mine Skrivesager ned, ud på Gaden, ind under Gaslygten.
DAGNY. Nej, jeg får friste et råd til; jeg kender ham. Højlagt har du dine sønner; men du er jo skald; det sømmer sig at kvæde til deres minde. Kvæde? Nej, nej; igår kunde jeg det; idag er jeg for gammel. DAGNY. Det må du dog; hæderlige mænd var dine sønner alle; et kvæde må siges om dem, og det kan ingen i ætten uden du. Kvæde? Hvad tykkes dig , Sigurd?
Dagens Ord
Andre Ser