United States or Nauru ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men se, det er nu bare ondskab. Hør, du Bjørn, kender du visen, som går landet rundt? BJØRN. En vise? FINN Ja, den er i folkemunde. Det er en skammelig nidvise; det forstår sig. Men den går ret artigt for resten. Hør nu bare efter. Hun er vel svøbt i fløjel og mård; hun fletter de røde guldperler i hår, men har ikke fred i sit sind.
Dernede var det jeg helst gik og digted alle de fagre krøniker; mine helte kom langvejs fra og fór over havet igen; jeg selv leved iblandt dem og fulgte med, når de drog bort. En sandhed. En styg, styg sandhed, som nager mig nat og dag. BJØRN. Hvad mener I? ELINE. Kan du mindes, at du stundom gav os leveregler og gode råd? Søster Lucia fulgte dem; men jeg, gud bedre!
FINN. Det forunderligste er, at fru Inger har den samme mening Nå, hvad mener hun? FINN. Hvad fru Inger mener? Ja, se, det er der nok ikke mange som véd. Men visst er det, at hun har ingen ro på sig. Kan du ikke se at hun blir blegere og magrere dag for dag? BJØRN. Og slig dumhed tror du på? FINN. Ja, så halvvejs. Der er ellers de, som udlægger den ting på en anden måde.
Det er ikke sandt! Der er intet selsomt ved ham. Der findes mange, mange, som han! Når Bjørn fortalte mig eventyr, da så alle prinser ud som Nils Lykke. Når jeg sad ensom her i salen og drømte krøniker, og mine riddere kom og gik, allesammen så de ud som Nils Lykke. Hvor det er forunderligt og hvor det er godt at hade. Aldrig har jeg vidst, hvor sødt det var før ikveld.
BJØRN. Det lød for mig, som om hun sagde: "næsten tror jeg, han alt har været for længe på Østråt". FRU INGER. Og ridderen? Hvor er han? BJØRN. Jeg tænker, han er inde på sit kammer i portfløjen. FRU INGER. Det er godt. Jeg har færdigt, hvad jeg agter at give ham med. Gå ind til ham og sig, at jeg venter ham her i salen.
Ha-ha; det stirrer hende nok for stivt i øjnene! BJØRN. Jomfru Eline, hør mig! ELINE. Hvem var det, Bjørn? Hvem var det? BJØRN. Det så I ligeså grant som jeg. ELINE. Nu vel? Hvem så jeg? BJØRN. I så eders moder. Jeg har hørt hende hviske og vånde sig som en uløst sjæl. Og visen siger jo ; ah, nu véd jeg det! Nu véd jeg, at BJØRN. Stille! BJØRN. Hvad er der nu?
ELINE. Jeg véd det, jeg var stolt, hovmodig! Når vi legte sammen, vilde jeg altid være dronning, fordi jeg var den største, den fagreste, den kløgtigste. Jeg véd det! BJØRN. Det er sandt.
BJØRN. Herskabet siger, han var Norges sidste riddersmand. FINN. Og Danskerne fældte ham jo i Oslo-fjord? BJØRN. Spørg en femårs gut, ifald du ikke véd det. FINN. Så Knut Alfsøn var altså vor sidste riddersmand? Og nu er han død og borte! Hør, du Bjørn, kunde en ikke sige, at Norges land også er slig en tom nøddeskal, ligervis som hjelmen her; blank udenpå, ormstukken indeni?
Dagens Ord
Andre Ser