United States or Montserrat ? Vote for the TOP Country of the Week !


Hvad fængsler mig? Hvad binder mine skridt? Jeg føler bag mig morgenhimlens hvælv en tåget stjerne; den holder mig i livets land tilbage; den drager mig, som månen drager havet. FURIA. Følg med; følg med! CATILINA. Den vinker og den blinker. Jeg kan ej følge dig før dette lys er ganske slukket, eller slørt af skyer. Nu ser jeg det!

Som paa kommando vendte alle sine øine mot fjeldet. De muntre morgenstraaler, budbringere om den kommende dag, spændtes ut over hele havet, og badet pludselig fjeldtoppen som de stod og stirret forventningsfulde op imot, i

Og jeg vet, at mindet om mig er det, som gir Helene den hemmelige kraft til at kjæmpe og lide derborte bak havet. For hun elsker mig idag som i vor barnom og tror paa mig, paa mit talent, paa min kjærlighet paa at jeg var en bedre skjæbne værdig. Men da er jeg jo noget for hende endnu ikkesandt, JennyHun svarte ikke. «Det er jo ikke bare det at bli elsket, som er lykken, Jenny.

Longley rystet paa hodet, men sa at de maatte huske at øen sikkert var vulkansk. Sir Ralph nikket. Lyden hørtes fremdeles, men nu litt mindre tydelig. „Spørsmaalet er da om det er farlig; om vi kan risikere at hele øen synker i havet,“ sa Dale. „Eller at fjeldtoppen pludselig ramler ned over os?“ sa Sir Ralph med et litt tvungent smil.

Han forklarte, at en mægtig høvding fra den anden side av det store havet var kommet paa besøk og var ivrig efter at faa hilse paa indianernes største høvding. Plettet-Hale svarte, at det skulde være ham en glæde at komme, og lovet, at han allerede næste dag skulde vælge ut hundrede av sine bedste jægere til at ledsage sig.

Jeg siger dig, hele mit Liv, hver Celle i min Krop, hver Evne i min Sjæl gisper efter at håne dig, du nådefulde Afskum i det høje. Jeg siger dig, jeg vilde, om jeg kunde, råbe dette højlydt ind i din Himmel og hen over den hele Jord, jeg vilde, om jeg kunde, ånde det ind i hver ufødt Menneskesjæl, som engang kommer Jorden, hver Blomst, hvert Blad, hver Dråbe i Havet.

Halvt stødte du mig bort med hvas forstand, halvt vidste du med solblink mig at drage, som havet drages af en løvklædt strand, og skæret skyver sjøerne tilbage. Nu har jeg set til bunden af din sjæl, nu har du mig udelelig og hel; du løvtræ over bølgeleg, du kære, mit hjertes flugt har flod, men aldrig fjære! FALK. Og takket være Gud, at han har døbt min kærlighed i smertens bad.

Havet omtumler ikke sit Bytte forunderligere end Tiden gamle Mesteres Malerier, fordi Menneskene ere begjærlige efter det Guddommelige i samme Forhold, som dette er sandseligt.

Du kan ikke tænke dig noget saa skjønt som västkusten, der er saa rart og armt og veirbitt med de graa kullerne og det stormherjede krattet i kløfterne og kaprifolierankerne og de fattige smaa stuerne og havet og den vidunderlige himmelen.

Sig mig, er alle ting rede til imorgen? DAGNY. Det er de; et silkesømmet lin ligger inde bænken; men jeg ved forvist at du vil stå dig mod Gunnar, jeg har ej grædt derved. DAGNY. Hvad lytter du ? DAGNY. Jo, der går som et sælsomt uvejr over havet! Hm, der vil nok regne hårde hagl i det uvejr. Kendte folk, Sigurd viking! SIGURD. Hvor agter I jer hen? KÅRE. Til Gunnar Herses gård?