United States or Italy ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men dette her Helges hjem det maatte jo ha været et rent helvede at vokse op i. Og det var, som misstemningen herfra skygget over dem, ogsaa naar de ellers var sammen. Men hun vilde vinde over det. Stakkars, stakkars gutten hendes. «Helge min,» og hun overvældet ham pludselig med kjærtegn.
Saa traadte hun pludselig helt tæt hen til ham, greb hans Haand og sagde med en sagte, lidenskabelig Stemme, medens hendes Øjne glødede i Mørket: „Jeg maa se dig forinden men ikke her, ikke i Dag hjemme hos os selv! Kom, hører du! Jeg kan ikke skilles saaledes fra dig!“ „Ja, jeg skal komme!“ hviskede han tilbage, og uden at sige et Ord mere var hun forsvunden ud af Stuen.
Dale gav agt paa høidemaaleren, og Sir Ralph saa hele tiden ut gjennem vinduet. Pludselig ropte han at han kunde se jorden tydelig. „Vi er bare 3500 fot nu,“ sa Dale, „jeg tænker “ Sir Ralph avbrøt ham: „Ret foran os! Sandelig er vi ret foran skolen. Aldeles sikkert!“ Dale bad Longley ta styrehjulet et øieblik, og gik bort til vinduet hvor Sir Ralph stod.
Mens jeg stod der i disse Betragtninger, kom en Mand forbi og gik ned i Kælderen. Han havde i Farten givet mig et lidet Stød; vi gjorde begge Undskyldning, og jeg vendte mig om og så efter ham. »Nej, er det dig?« sagde han pludselig nede i Trappen. Han kom op, og jeg genkendte ham. »Gud bevare os, så du ser ud!« sagde han. »Hvad har du gjort hernede?« »Å havt Affærer. Du skal herned, ser jeg?«
Sir Ralph hadde efter frokosten sat Jack og Tony paa vakt i taarnvinduerne, og lovt en tokrone til den som først fik sjørøver-luftskibet i sigte. En halv times tid hadde de flittig brukt kikkerterne, da Dale, som da styrte, pludselig sa: „Hvad er det for en prik vi ser der mot horisonten ret frem?“ „Bare en damper,“ svarte Jack skuffet. „Ikke nogen tokrone at tjene denne gangen.“
En Tidlang vedblev jeg at lytte efter Fodtrin på Gaden, og jeg gav mig ikke Fred, førend jeg havde hørt en Fodgænger gå forbi, efter Lyden at dømme en Konstabel. Pludselig knipser jeg i Fingrene flere Gange og ler. Det var da som bare Fan! Ha! Jeg indbildte mig at have fundet et nyt Ord.
Hun får sine Ting, betaler, leverer en Femkrone, som hun får tilbage på, og går. Nu er Betjenten og jeg alene. Han siger: »Ja, så var det altså et Lys.« Og han river op en Pakke Lys og tager ud et til mig. Han ser på mig, og jeg ser på ham, jeg kan ikke få min Begæring over Læberne. »Nå ja, det var sandt, De betalte jo,« siger han pludselig.
Skildvagten aabnede Porten og lukkede den atter omhyggeligt efter dem Andrey var inden for Løvens Kløer! Et Øjeblik paakom der ham en uhyggelig Følelse af Hjælpeløshed, han var til Mode som en Mand, der pludselig kastes i et Fangetaarn. Saa saa han op og lyttede. En undertrykt Mumlen af mange Stemmer hørtes rundt omkring, men alting var mørkt.
Jeg gik så nogle Skridt og standsed igen. Idet jeg pludselig skifter Holdning, folder jeg Hænderne, lægger mit Hoved påskakke og spørger med sød, fromladen Stemme: Har du også henvendt dig til ham, mit Barn? Det lød ikke rigtigt. Med stor H, siger jeg, med H som en Domkirke! Op igen: Har du også anråbt Ham , mit Barn? Og jeg sænker Hovedet og gør min Stemme begrædelig og svarer: Nej!
Jeg slænger bort fra Porten, drager mig frem efter Husvæggene og kommer atter ud på de lyse Gader. Idet jeg tusler nedad Youngsbakken, begynder min Hjærne pludselig at virke i en højst mærkelig Retning. Det falder mig ind, at de elendige Rønner nede i Kanten af Torvet, Materialboderne og de gamle Buler med brugte Klæder, dog var en Skændsel for Stedet.
Dagens Ord
Andre Ser