Men den anden Betjent, en høj, koparret Fyr, gik hurtigt hen til sin Kollega og hviskede ham et Par Ord i Øret, hvorpaa denne sprang frem foran Andrey, spærrede Vejen for ham og raabte: „Halløj Stop igen! De kommer til at følge med paa Stationen!“ „Hvad skal jeg paa Stationen?“ spurgte Andrey. „Jeg er hverken gal eller drukken, og mit Pas er i Orden.“ „Det skal De nok faa at vide!

Men det var tungere for ham at gaa nu, da han saa hendes stille, selvfornægtende Sorg, og han gik hen til hende, kastede sig paa Knæ for hende og bedækkede hendes Ansigt, hendes Hænder, hendes Øjne med hede, brændende Kys. „Gaa!“ hviskede hun. „Jeg holder det ikke ud længer! Skynd dig gaa! Jeg er roligere nu!“

Idet de drejede ind i Lindetræsalléen, fo’r de begge sammen. „Der er de!“ hviskede de uden at bevæge Hovedet. Midt i Alléen saa de den lille Eskorte komme, to Gendarmer gik foran, saa kom de tre Fanger og til sidst igen to Gendarmer.

Saa vær dog stille, Menneske!“ hviskede Varia og greb ham heftigt i Armen. „Det er Mashas Kæreste, de elsker hinanden over al Beskrivelse, og han vil gifte sig med hende, saa snart hendes Skæbne er afgjort. Det er for at træffe Aftale med hende om den Sag, at han kommer i Dag. De vil da vel ikke ødelægge deres Lykke ved at gøre Skandale her? Vær bare stille og stol paa mig!

Han rakte sin Pakke ind igennem en Luge og sagde højt: „Til Søstrene Dudorov!“ Manden kastede et ligegyldigt, sløvt Blik paa den besøgende og begyndte langsomt at aabne Pakken. „Jeg maa have mit Brev i Dag,“ hviskede Andrey.

Sagen var saaledes ikke særlig farlig; men de maatte dog se at blive fri for ham, især da de nu nærmede sig til Georgs Bolig. „Vend dig ikke om gaa roligt videre,“ hviskede han til Vennen, „der er en Spion efter os. Paa Hjørnet af Kosoistrædet skilles vi, og jeg tager ham paa min Kappe alene. Der er et godt Stykke længere til mit Hus.“ „Jeg er med!“ svarede Georg og nikkede.

Tania, min elskede, min egen, holder du virkelig af mig?“ spurgte han med skælvende Stemme. Hun klyngede sig kun tættere ind til ham. „Du slemme Mand, hvorfor har du pint mig saadan?“ hviskede hun smilende. „Tilgiv mig, min elskede! Jeg pinte jo ogsaa mig selv.

Sazepins Ansigt var højtideligt næsten sørgmodigt; idet Andrey nærmede sig, saa han med et betegnende, ærbødigt Blik paa ham og gjorde en Bevægelse med Hovedet, som nærmest lignede et Buk. „Tal!“ sagde Andrey. „Czaren kommer den sædvanlige Vej,“ hviskede han. Andrey fortsatte sin Vej og vinkede med Haanden, som om han vilde betyde den anden at forsvinde. Nu var Turen til ham alene.

Andrey kunde hvert Øjeblik vende tilbage, rimeligvis i Selskab med Annie. Hvorledes kunde han faa dem advaret? De to Politimænd begyndte at føre en sagte Samtale; den lange Sergent stod ved Siden af sin foresatte, bøjede sig ned imod ham og hviskede ham noget ind i Øret; derefter saa Inspektøren og saa Sergenten hen imod en Plads bag Døren, hvor man kunde staa skjult, naar den aabnedes.

Det er nu det tredje Aar, at jeg er her, kun paa Mistanke!“ hviskede Fangen hurtigt. „Jeg har Brystsyge! Lægen siger, at der kun er en Ottendedel af Lungen tilbage,“ tilføjede han triumferende og med høj Stemme, som om det var en stor Lykke, der forestod ham.