United States or Suriname ? Vote for the TOP Country of the Week !
Vil du vinde hæderligere kår, så må du Nej, Ørnulf, bedre véd jeg, hvad der skikker sig. Er jeg kun ait agte for Gunnars frille, godt og vel, så må han hædre sig med dåd, hædre sig så højt med dåd, at mine kår ingen skam volder mig!
Ah, når jeg ser mod staden hist, det stolte, det rige Roma, og den uselhed og det fordærv, hvortil det længst er sunket, fremtræder klart som solen for mit syn, da råber højt en stemme i mit indre: vågn, Catilina; vågn, og vord en mand! Ved mindste lyd fra virklighedens rige de flygter ned i sjælens stumme dyb. AMBIORIX. Se hist vor rejses mål! Se Romas mure! Mod himlen står det høje Kapitol.
Parfumen i hendes Hår, Varmen, der stod ud fra hendes Legeme, denne Duft af Kvinde, der fulgte hende, det søde Åndedrag hver Gang, hun vendte Ansigtet mod mig, altsammen strømmed ind på mig, trængte mig uregerligt ind i alle mine Sandser. Jeg kunde såvidt skimte et fyldigt, lidt blegt Ansigt bag Sløret og et højt Bryst, der strutted ud mod Kåben.
HJØRDIS. Det er Gunnar på mine vegne! ØRNULF. Gunnar! Ja, var du fæatet til ham med din fosterfaders samtykke, eller havde han bødet for ranet, så var han lovlig eftermålsmand, men Fader, fader! Tal ikke ud! Jo, højt skal det siges! Hærtagen kvinde har ingen lovlig husbond! Ørnulf! Forhånet! beskæmmetr! Hærtagen kvinde er kun at agte som frilleviv efter loven!
Han havde den største Møje med at af holde sig fra at le højt. »Så De Gammeln?« hvisked han. »Å, Gud, så De Gammeln? Han sidder og ser på!« Og han lagde sig igen ind til Nøglehullet. Jeg gik hen til Vinduet og satte mig. Dette Syn havde ubarmhjærtigen bragt Uorden i alle mine Tanker og vendt op og ned på min rige Stemning. Nå, hvad vedkom det mig?
Ja hvorfor slide pisken eller sporen, når ingen gylden indsats står som skænk til den, der river sig fra bord og bænk og jager fremad, båren højt i sadlen? Slig færd for færdens skyld tilhører adlen, og adelsfærd i vor tid kaldes tant; så var nok meningen? SVANHILD. Ja, ganske sandt, se pæretræet, som ved gærdet står, hvor det er goldt og blomsterløst iår.
Det var en Formiddag i Begyndelsen af Foraaret, Tania læste højt for Andrey af et Hæfte, som de havde faaet af hendes Fader, hos hvem de havde tilbragt den foregaaende Aften. Pludselig genlød hele den lille Lejlighed af en heftig Ringning paa Entréklokken, efterfulgt af to svagere Slag. Det var en Vens Ringning!
Og det skal være højt og helligt svoret, at jeg vil elske hende til min død, så varmt som nu: ja, for hun er så sød! FALK. Forlovet! Derfor var det da, du slang på hylden både loven og profeterne. Og du, som trode, at det var din sang ! FALK. Min ven, så stærk en tro har tidt poeterne. Tro ellers ikke, Falk, at teologen er fra min lykkes time dreven ud.
Det er en anden Sag! Jeg lo hektisk ad mine egne Indfald og fandt dem såre morsomme. Der var virkelig ingenting, som fejled mig mer, jeg var vel bevaret. Jeg var så at sige yderst vel bevaret endog! Jeg var et klart Hoved; der mangled intet på det, Gud ske Lov og Tak! Min Munterhed steg efterhvert, som jeg drev om der på Gulvet og samtalte med mig selv; jeg lo højt og følte mig voldsomt glad.
Hvorfor havde jeg ikke gjort det før? Du måtte skamme dig! sagde jeg højt; kunde det virkelig falde dig ind at bede den Mand om en Krone og sætte ham i Forlegenhed igen? Og jeg blev rigtig grov mod mig selv for den Uforskammethed, som havde faldt mig ind.