nøglehullet

Oppdatert: 29. juli 2026

I værste Fald kunde jeg undskylde mig med, at jeg kom for at sige Farvel, tage ordentlig Afsked og gjøre en Aftale angående min Gjæld til Huset. Jeg åbned Døren til Forstuen. Jeg blev stående aldeles stille indenfor. Lige foran mig, blot i to Skridts Afstand, stod Værten selv, uden Hat og uden Frakke, og kiged ind gennem Nøglehullet til Familjens egen Stue.

Knut Hamsun - Sult

Han gjorde en tyst Bevægelse med Hånden, forat få mig til at være stille, og kiged atter indad Nøglehullet. Han stod og lo. »Kom hid!« sagde han hviskende. Jeg nærmed mig på Tæerne. »Se her!« sagde han og lo med en stille, hidsig Latter. »Kig ind! Hi-hi! Der ligger de! Se på Gammeln! Kan De se Gammeln?«

Knut Hamsun - Sult

Han havde den største Møje med at af holde sig fra at le højt. »Så De Gammeln?« hvisked han. »Å, Gud, så De Gammeln? Han sidder og ser på!« Og han lagde sig igen ind til Nøglehullet. Jeg gik hen til Vinduet og satte mig. Dette Syn havde ubarmhjærtigen bragt Uorden i alle mine Tanker og vendt op og ned på min rige Stemning. Nå, hvad vedkom det mig?

Knut Hamsun - Sult

Manden stod slet ikke ganske rolig henne ved Nøglehullet, jeg hørte nu og da hans indeklemte Latter og så, at han rysted; ude på Gaden foregik der også noget, som adspredte mig. En liden Gut sad og pusled for sig selv i Solen over på det andet Fortoug; han aned Fred og ingen Fare, knytted blot endel Papirstrimler sammen og gjorde ingen Fortræd.

Knut Hamsun - Sult