Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Oppdatert: 21. mai 2025
Se, de forskriger sig i livets skrål, jeg stilt skal støtte dig med stærke grene. SVANHILD. Men dersom den alligevel gik under, den kærlighed, som skulde bære alt, har du da det , som endda lykken grunder? FALK. Nej, med min kærlighed det hele faldt. SVANHILD. Og tør du helligt love mig for Gud, at aldrig den, lig visnet blomst, skal hænge, men dufte, som idag, og holde ud for hele livet?
De er som to naturer, to uforligte FALK. Ja, det véd jeg vel. Men grunden! Grunden? Jo, fordi jeg hader at gå omkring med frækt udringet sjæl, lig godtfolks kærlighed i alle gader, at gå omkring med blottet hjertevarme, som unge kvinder går med nøgne arme! SVANHILD. Til en anden røst, som taler, hys!
O, priset være Gud! O, han er god og kærlig dog, Vorherre! Se derhenne! Fra baggrunden kommer i det samme fru Halm, Anna, frøken Skære, Guldstad, Styver og Lind. Nu har vi prestens lige på minuttet. Hvor blev du af? Du synes så betuttet. SVANHILD. Lidt ondt i hodet; det går over snart. FRU HALM. Og endda går du her med håret bart?
Som grav er vej til livets morgenskær, så er og elskov først til livet viet, når løst fra længsler og fra vildt begær den flyr til mindets åndehjem befriet! Kast ringen, Svanhild! Jeg har løst min pligt! Nu har jeg fyldt din sjæl med lys og digt! Flyv frit! Nu har du dig til sejer svunget, nu har din Svanhild svanesangen sunget! Og nu til dagens gerning hver for sig!
SVANHILD. Hvad? De gør mig halvt forskrækket. FALK. De heder Svanhild? SVANHILD. Ja, det véd De vel. FALK. Men véd De, frøken, at det navn er latterligt? Gør mig til vilje; kast det bort ikveld! SVANHILD. Fy, det var egenmægtigt, lidet datterligt SVANHILD. Er det da stygt? FALK. Nej, dejligt som et digt, men altfor stort og stærkt og strengt for tiden.
Jeg trænger til lidt åndig gymnastik, som jeg på den vis måske grundigst fik. Å, frøken Svanhild! Jo, jeg skal mig væbne. Men tror De også, at jeg stole kan på Deres bøn, som noget rigtigt virkende? Med himlen, ser De, må man omgås lirkende. Jeg véd jo nok, De vilje har for to til mig at skille ved min sjælero; men om De også har behørig tro . se, det er sagen.
FALK. Nej, den har plads for to, min fremtids båd! Vi skilles ikke. Svanhild, har De mod, så følges vi i kampen fod for fod! SVANHILD. Vi følges?
På jorden krydses aldrig mer vor vej. Hver går til sit, hver strider uden klage. Vi smittet var af tidens feberdamp; vi vilde sejrens løn foruden kamp, sabbatens fred foruden virkedage, skønt kravet er at kæmpe og forsage . SVANHILD. Men ikke sygt. FALK. Nej, nej, med sandheds mod.
De vil ej tåle formens snørliv lagt om Deres hjerte, frit må det pulsere; De fik ej stemme til at sekundere i fælleskoret efter vedtægts takt. SVANHILD. Og tror De ikke smerten mangen gang mit syn har mørknet og gjort barmen trang? Jeg vilde bryde mine egne veje FALK. Ja, i den stille tanke? SVANHILD. Nej, i dåd. FALK. Og så?
Se, det var visen, som De bad mig om; bær over med den; jeg er tanketom. GULDSTAD. Å, hvad gør det, når bare visen klinger? Men Svanhild, som så ivrig var især ? Da Falk begyndte, fik med ét hun vinger; nu er hun borte. Nej, hun sidder der . Det barn! Gud véd, når jeg får skik på hende!
Dagens Ord
Andre Ser