United States or Mongolia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Elskov, Sorg, Minder og Længsel var med ét Slag som bortvejret, og uden at bryde sig om den Opmærksomhed, han rimeligvis vakte, gav han sig til at gaa saa hurtigt, som det var muligt, uden ligefrem at løbe.
Lad hele verden end fordømme dig; lad dem kun skændsel på dit hoved dynge; jeg véd, du gemmer inderst i dit sind en spire, som kan sætte blomst og frugt. Dog, her formår den ej at bryde frem; og giftigt ukrudt vil den snarlig kvæle. Lad os forlade dette lastens hjem; hvad binder dig? Hvi skal vi her vel dvæle? CATILINA. Jeg skulde rømme marken, drage bort? Jeg skulde slippe mine største tanker?
NILS LYKKE. I taler viseligen, frue! Og for ej at udsætte mig for spot, endvidere, for ej at bryde samvirket med alle de kære venner i Sverig, så nødes jeg til NILS LYKKE. Nej, min ædle frue; jeg nødes til at komme overens med eder endnu i denne time. FRU INGER. Men ifald det nu ikke skulde lykkes? NILS LYKKE. Det vil lykkes. FRU INGER. I er sikker i eders sag, som det lader.
OLAF SKAKTAVL. Og han må jo bedst vide, hvem han tør bygge på. Jeg gider derfor ikke bryde mit hoved med at gruble over, hvorledes NILS LYKKE. Nej, det er ret, kære herre; lad os for alting ikke det. OLAF SKAKTAVL. Heller lige løs på sagen NILS LYKKE. Lige løs, uden omsvøb; således er altid min vane. OLAF SKAKTAVL. Og vil I så sige mig, hvad ærend I bringer?
Men det véd jeg: de gamle og erfarne blandt os mente, det stod skrevet hist oppe hos Vorherre, at I var den, som skulde bryde trældommen og give os alle vore rettigheder tilbage. Og det véd jeg også: I selv tænkte dengang det samme. FRU INGER. Det var en syndig tanke, Olaf Skaktavl! Det var hovmod og ikke Herrens kald, der talte gennem mig.
MANLIUS. Og jeg, der tappert kæmped for den hæder, den magt, hvormed de stolte praler nu! Jeg skal ! Ah, var den gamle kække skare af mine våbenfæller endnu her! Men, nej; den største delen er jo død; og resten lever spredt i alle lande. O, hvad er I, den unge slægt, mod hine? For magten bøjer I jer dybt i støvet; I har ej mod at bryde eders lænker; I bærer tålsomt dette trælleliv!
Han var fuldstændig under Fortryllelsen af Georgs melodiske, glødende Ord, alle mismodige Tanker eller Følelser var som strøgne af ham, og han frygtede for at bryde den gode Stemning. Da Georg efter at have læst omtrent en Time, holdt op, brød Vennen ud i en varmt følt og begejstret Tak. Dette var ubetinget det bedste, Georg endnu havde skrevet.
Men han kom bestandig i sin Katteskikkelse tilbage til det gamle Sted, og endelig lykkedes det dem en Dag at gribe ham, og nu læser hans Højærværdighed Biskoppen hver Dag Steder i de hellige Bøger over ham for at forsøge at bryde Fortryllelsen, saa at han atter kan faa sin menneskelige Skikkelse tilbage!“ „Er det virkelig muligt?“ spurgte den anden forbavset. „Det er sandt nok!