United States or Greece ? Vote for the TOP Country of the Week !


Nu er den hele vide jordens kreds forvandlet til en kold uhyre grav med blygråt hvælv, og under dette hvælv står du og jeg, forladt af lys og mørke, af død og liv, to hvileløse skygger. FURIA. Vi står ved målet, Catilina! CATILINA. Nej; et skridt endnu før jeg ved målet står. Frigør mig for min byrde! Ser du ikke, jeg går med Catilinas lig ryggen? En pæl igennem Catilinas lig!

Da kom en niding til vor fjerne egn; han den unge vordende prestinde Prestinde? Sig mig ! Tal ! FURIA. Han skænded hende. Hun søgte sig en grav i Tiber-strømmen. Du kender ham? FURIA. Jeg ham ingensinde. Alt var forbi, da sorgens bud mig bragtes. Nu kender jeg hans navn. CATILINA. nævn det da! FURIA. Det navn har ry. Han heder Catilina. Hvad siger du? O, rædsel! Furia !

Mandag aften efter missionsmøtet sat der en ung kvinde paa en gravhøi utenfor Glenfield kirke. Det var Malinda Anderson. Hun hadde gaat dit ut i kveldingen for at tilbringe en stille stund ved sin fars grav.

Min Catilina? CURIUS. Ah! FURIA. Den mand, om hvem min tanke kredser? CURIUS. Svimmel griber mig! Jeg hader ! O, jeg kunde myrde ham! FURIA. Svor du mig ikke nylig til, du var beredt at lyde mig? CURIUS. Kræv, hvad du vil; jeg lyder blindt, og tjener dig i alt! Kun er min bøn til dig, glem Catilina! FURIA. Ja, jeg skal glemme ham når han er stegen ned i sin grav. Ah, kræver du at jeg ?

Der er ialfald rum nok for dig i hedningeland.“ „Nei, men det var da svært saa længe vi blir sittende,“ sa Martin. Han for op. Det holdt paa at bli ganske mørkt. „Ja, jeg maa nok til at skynde mig hjem,“ sa Malinda; „ti jeg liker ikke at gaa alene i mørket.“ „Vent litt skal jeg følge dig hjem,“ sa Martin. Han skyndte sig bort, la blomsterne paa sin mors grav og fulgte hende ut igjennem grinden.

Den druknende endskønt foruden håb sig klynger fast dog til de knuste planker; og sluges vraget af den våde grav, og er det sidste skimt af redning svunden, den sidste planke han med sidste kraft omklamrer, synkende med den til bunden. AURELIA. Men hvis en gæstmild kyst tilsmiler ham med grønne lunde langsmed havets vove, da vågner håbet atter i hans barm, han stræber did, imod de lyse skove.