United States or Argentina ? Vote for the TOP Country of the Week !
At sidde deroppe imellem de fire paa Skændselens sorte Karre, surret fast til Træbænken lig hin Kvinde, hvis lyse, straalende Pande bøjede sig ned over Mængden, det var ikke Straf, ikke Rædsel! Nej, det var hellige Ønskers og skønne Drømmes Virkeliggørelse!
Det vil blive en ypperlig idrætsmand, Sigurd; han vil komme til at ligne dig. Det er nu som før, skjønner jeg; stedse stod Thorolf dit hjerte nærmest. ØRNULF. Han er den yngste og sin moder lig, deraf kommer det. SIGURD. Men sig mig nu, dit ærinde hos Gunnar herse, tænker du alt idag ? ØRNULF. Heller idag end imorgen.
Nævnes Nils Lykkes navn, så nævnes det altid sammen med en kvinde, som han har besnæret og forstødt. Nogle nævner det med harme, andre med latter og kåd spot over hine svagsindede skabninger. Men gennem harmen og latteren og spotten klinger visen om eder, overdøvende og eggende, lig en fiendes sejers-sang. Dette er det alt tilhobe, som har avlet mit had til eder.
FALK. Ja, skynd dig; bærerne står udfor døren; nu får du hjælpe dem at læsse børen. Vi har en time, Svanhild, for os selv, i lys af Gud og sommernattens stjerner. Se, hvor de glitrer gennem løvets hvælv, lig frugt på gren, de verdenstræets kerner.
Nu kan vi følges ad til glemselsfloden og over floden, hvor det aldrig dages, dog først jeg søge vil hans lig derude, vil mætte mig ved synet af de skønne forhadte ansigtsdrag før de forstyrres af sol, som rinder, og af ravn, som venter. Hvad nu! Hvad glider over engen hist? Er det kun sumpens dunster, som sig tætner i morgenkulden til et samlet billed? Nu nærmer det sig. Catilinas skygge!
De er som to naturer, to uforligte FALK. Ja, det véd jeg vel. Men grunden! Grunden? Jo, fordi jeg hader at gå omkring med frækt udringet sjæl, lig godtfolks kærlighed i alle gader, at gå omkring med blottet hjertevarme, som unge kvinder går med nøgne arme! SVANHILD. Til en anden røst, som taler, hys!
Se, de forskriger sig i livets skrål, jeg stilt skal støtte dig med stærke grene. SVANHILD. Men dersom den alligevel gik under, den kærlighed, som skulde bære alt, har du da det , som endda lykken grunder? FALK. Nej, med min kærlighed det hele faldt. SVANHILD. Og tør du helligt love mig for Gud, at aldrig den, lig visnet blomst, skal hænge, men dufte, som idag, og holde ud for hele livet?
GUNNAR. Og vi, Hjørdis, vi som tænkte på ; ja, det er som jeg siger, trolddom ligger over al din tale; hver en dåd tykkes mig fager, når du nævner den. Hvad mener du? GUNNAR. Intet, intet! Tak for budskabet, Dagny; nu går jeg at samle mine svende. Spørg ikke om det. Igår bar han Thorolfs lig til skibene; nu kaster han en haug ved stranden; der skal hans sønner lægges.
Svanhild kommer frem; hun er bleg og oprørt. FALK. O, Svanhild, lad os holde trofast ud! Du friske friluftsblomst på kirkegården, der ser du, hvad de kalder liv i våren! Der lugter lig af brudgom og af brud; der lugter lig, hvor to går dig forbi på gadehjørnet, smilende med læben, med løgnens klumre kalkgrav indeni, med dødens slaphed over hver en stræben. Sligt kalder de at leve!
Jeg mindes grant, da første gang jeg så Dem, hvor lidt De tyktes mig de andre lig, og hvor fast ingen evned at forstå Dem. Om bordet sad det pyntelige lag, hvor theen dufted, passiaren surred, mens frøkner rødmed og mens herrer kurred, lig tamme duer på en lummer dag.