United States or Russia ? Vote for the TOP Country of the Week !
HJØRDIS. Hvis så er, da vil du ikke nægite at give Kåre i min husbonds vold. ØRNULF. Det gjøres ikke behov. GUNNAR. Der er nu fred og forlig mellem os. Forlig? Nu ja, jeg ved du er en klog mand, Gunnar! Kåre har truffet mandstærke venner, og så skønner jeg nok det tyktes dig tryggest GUNNAR. Det nytter lidet at ægge mig med hånord! Godt og vel; har du tilsagt ham fred, så må løftet holdes.
Kongen i England tyktes godt om den bedrift, sagde, jeg havde handlet hæderligt, og gav mig tak og gode gaver derfor. HJØRDIS. Forsandt, Gunnar, bedre bedrift kunde du dog nævne. Jeg roser mig ikke af anden bedrift! Siden jeg sidst for fra Island, har jeg levet i fred og drevet farmandsfærd. Der skal ikke nævnes mere heroin! HJØRDIS. Ifald du selv dølger din hæder, så skal din hustru tale.
Der er en usvigelig røst i mig, som siger at jeg blev til, for at mit stærke sind skulde løfte og bære dig i de tunge tider, og at du fødtes, for at jeg i en mand kunde finde alt det, der tyktes mig stort og ypperligt; thi det ved jeg, Sigurd, havde vi to holdt sammen, da var du blev en navnkundigere og jeg lykkeligere end alle andre! SIGURD. Unyttig er den klage nu.
GUDMUND. Signe, min dejligste blomme! SIGNE. Som hun gik også jeg i en drømmende blund; de gådefulde ord, du ikveld har mig sagt om kærligheds magt, har mig frydelig vakt. Aldrig tyktes himlen mig før så blå, aldrig så fager den verden vide; mig tykkes, jeg kan fuglenes røst forstå, når jeg vandrer med dig under lide.
Altid var han den første til at møde sin fader; thi det tyktes os begge, som vi ikke kunde leve hinanden en dag foruden. GUNNAR. Ørnulf, Ørnulf! DAGNY. Sigurd, Sigurd, det blir ham det tungeste! Nej og dog, det kan jo ikke dølges Min søn! Hvor er han? GUNNAR. Thorolf er dræpt! ØRNULF. Dræbt! Thorolf? Thorolf? Ha, du lyver! GUNNAR. Jeg gav mit varmeste hjerteblod for at vide ham ilive!
Du siger jeg var taus og umild mod dig; hvad kan da en kvinde bedre gøre? Kunde jeg byde min elskov frem, da var jeg dig lidet værdig. Du tyktes mig stedse at være den ypperligste af alle mænd; og så at vide dig som en andens husbond, det voldte mig hin bitre ve, som jeg ikke selv forstod! Et usaligt spind har nornen spundet om os to.
Rundt omkring dem viger mørket for en lysning klar, og i rummets midte skimter jeg et ensomt par; tvende kvinder, streng den ene og som natten sort, og den anden mild, som dagen, når den flygter bort. Ah, hvor selsomt velbekendte tyktes mig de to! Snart den enes smil mig vugged i en salig ro; snart den andens hvasse øjne gnistred som et lyn; skræk mig greb, og dog jeg fulgte gerne dette syn.
HJØRDIS. Lad så være; men du kan det ikke! Hindre mig vil du; det lykkes ej; endnu før kvæld skal Gunnar og Dagny vide alt. SIGURD. Ha, det gør du ikke. HJØRDIS. Det gør jeg! SIGURD. Da måtte jeg kende dig ilde; højsindet tyktes du mig før at være. HJØRDIS. Onde dage føder onde tanker; for stor er den lid, du har sat til mig.
Dagens Ord
Andre Ser