Der maa være nogen, der har sladret; desuden har Portneren i det Hus, hvor Søstrene Dudorov boede, genkendt Annie Vulitch efter et Fotografi og erklæret, at den Dame ofte kom til Frøkenerne Dudorov.“ „Og hvorledes saa de anklagede ud?“ spurgte Andrey efter en Pavse.

Og hvor udmunder den underjordiske Gang?“ spurgte Andrey. „Her,“ svarede Zina og pegede paa sit første Afrids paa en Plet umiddelbart uden for Ydermuren. „Og hvor er Skildvagten?“ „Her!“ „Altsaa lige i Nærheden! De kommer frem saa at sige for Næsen af Skildvagten,“ sagde han og viste Annie og David Kortet.

Hvad hedder den unge Pige?“ spurgte Andrey, mens en flygtig Rødme lagde sig over hans Ansigt. Han vidste kun alt for vel, hvem det var. Der var kun en eneste ung Pige, som de alle tre kendte, og som Georg kunde foreslaa som Medlem. „Tania Repina!“ svarede Annie. „Ja saa! Tania Repina! Og det er Georg, der foreslaar hende!“ sagde han adspredt. „Hvem er denne Tania?“

Den ene af disse, en vis Vatajko, en ung Mand af Annie Vulitch’s Medstuderende, skulde øjeblikkelig kaste sig i den Droske, der holdt parat, for saa hurtigt som muligt at faa bragt Meddelelsen til Vasily og Andrey, der med Hest og Vogn var rede til at rykke ud med et Øjebliks Varsel.

Sazepin trak paa Skuldren; hvorledes man vilde lade ham passere for en fyrretyveaarig Matrone, gik over hans Forstand; men da David syntes at være indviet i Hemmeligheden, antog han, at Sagen var klar nok, og man gjorde sig nu færdig til Opbrud. I Døren mødte de et af Samuels Børn, der leverede Søsterens Pas til Annie Vulitch. „Se saa, nu er alt i Orden!“ bemærkede David.

Andrey og Sazepin blev siddende ved Bordet, medens David trak de to andre med sig hen i en Vinduesfordybning i den anden Ende af Værelset; baade Ostrogorsky og Annie var endnu opfyldte af Forundring over, hvor uhyre simpel deres Flugt over Grænsen havde været.

Vasily havde, trods sin tilsyneladende Barskhed og Sløvhed, et umaadelig blødt Hjerte og havde mindst hundrede Gange været forelsket. Han havde en egen Svaghed for haabløs Kærlighed og anbragte som oftest sit Hjerte der, hvor der ikke var den ringeste Rimelighed for at vinde Genkærlighed. Det var Helene Zubovas kolde Utilnærmelighed, der havde fortryllet ham ved hende, og han var nu atter lige ved at forelske sig i Annie, efter at han i den senere Tid havde opdaget visse Tegn paa, at hans Kærlighed til hende rimeligvis vilde blive lige saa ubesvaret som den til Helene. Han hengav sig i søde Drømmerier om en behagelig Aften; thi Annie vilde efter al Rimelighed følge op med Andrey og drikke en Kop

Annie vilde nok forstaa at opmuntre ham; han følte med et lille Stænk af Skinsyge, hvor lykkelig han selv vilde have været i Vennens Sted.

En Datter af den bekendte Advokat Repin!“ svarede Andrey og saa lige ud for sig. „Naa! Maa jeg saa bringe Zina den Besked, at du giver det nye Medlem din Stemme?“ spurgte Annie. „Ja, selvfølgelig!“ De var næppe ude af Døren, førend Vasily kom tilbage. Han blev overordentlig fornøjet ved at se, at Andrey var gaaet, saa var dog hans List lykkedes!

Annie Vulitch tog liden Del i Samtalen; begravet i en uhyre Lænestol med de bitte smaa Fødder dinglende i Luften, lyttede hun til de andres Tale, medens hendes livlige, sorte Øjne bevægede sig fra den ene til den anden. Zina var i Færd med at forklare Andrey den Plan, de havde lagt til Boris’ og hans to Kammeraters Flugt, og spurgte til sidst, hvad han mente derom.