United States or Wallis and Futuna ? Vote for the TOP Country of the Week !
Longley laa fremdeles i dyp søvn; men pulsen slog roligere, saa de haabet det bare var et chok som snart vilde gaa over. De andre gav sig saa ifærd med at reparere styrehjulet, kompasset, laasen, og hvad ellers banditterne hadde set sit snit til at faa ødelagt. Litt over to timer gik med, saa var alt i orden igjen. Longley sov fremdeles.
Men hun fortsatte. „Aa kraven din, aa benklærne dine, nei, nei, nei, alt tilsølet.“ „Snak ikke saa høit,“ sa Setun. „Menighetsfolkene kunde høre dig. Vent til vi kommer hjem, saa kan du skjænde alt du vil.“ Mrs. Setun blev da litt roligere, fandt noget vand og vasket av de værste flækker av den hvite vesten, saa fik resten være til de kom hjem.
«Du vet, hvad jeg vil. Hvad vil du helst?» «Jeg vet ikke, hvad jeg vil, Helge.» Hun brast i graat med det samme. «Jenny. Aa Jenny!» Han kysset hende sagte mange ganger. Men da hun var blit roligere, tok han hendes haand. «Jeg gaar nu du. Sov godt, ven min. Du maa ikke være vond paa mig. Du er træt, stakkars liten!» «Si pent godnat til mig,» bad hun og hang om hans hals. «Godnat.
Men det var tungere for ham at gaa nu, da han saa hendes stille, selvfornægtende Sorg, og han gik hen til hende, kastede sig paa Knæ for hende og bedækkede hendes Ansigt, hendes Hænder, hendes Øjne med hede, brændende Kys. „Gaa!“ hviskede hun. „Jeg holder det ikke ud længer! Skynd dig gaa! Jeg er roligere nu!“
„Jeg siger Tak til den Slags Trofasthed og ønsker mig den ikke!“ sagde Andrey vredt. „Men det er latterligt at bruge Tiden til at skændes,“ vedblev han lidt efter noget roligere; „thi du ved dog lige saa godt som jeg, at jeg til Trods for din Protest rejser til Dubravnik. Det er bedre, at vi skilles som Venner; rimeligvis ses vi ikke mere førend min Afrejse.“
Samtidig skrev hun, at hun reiste sydover samme aften og at han ikke maatte vente at høre fra hende, før hun var blit litt roligere: «Du skal ikke ængste dig for mig,» skrev hun, «jeg er forsaavidt noksaa rolig og fattet nu og, men grænsesløst bedrøvet naturligvis.» Dette brev krydset et fra Gert Gram. Hans lød: Min lille Jenny! Tak for dit sidste brev.
Den første berusende Lykke, der var saa lidet forenelig med det Liv, de levede, og det, de saa omkring sig var snart forbi og havde veget Pladsen for en roligere og ædlere Følelse. De nød fuldt ud den Lykke, som det er for to Elskende i gensidig Forstaaelse at kunne udveksle Følelser og Tanker, og som først faar den rette Værd og Betydning efter Foreningen.
Helt oppe paa baksiden av Pincio havnet hun, og der spiste hun aften paa et trattori, hvor hun ikke hadde været før. Da hun hadde sittet litt og drukket etpar slurker av vinen, blev hun roligere. Om hun nu traf Helge og han snakket til hende saa var det pinlig naturligvis. Selvfølgelig vilde hun helst undgaa det. Men om det faldt saan, saa var det jo ikke noget at være saa meningsløst ræd for.
De stolte, strenge linjer, og farvernes dæmpede sølvgraa og graablaa og grøngraa de ældgamle byer og den langsomt fremadskridende vaar trods alt, der var sagt om sydens larmende liv, det var liksom livsaanden droges i roligere, sundere tempo der, end her. Trods vaarens yre vælde derute det var lettere allikevel at maatte vite dernede at vaarbølgen skyllet over forbi. Aa Helge.
Dagens Ord
Andre Ser