Har også han drukket ? HUSKARLEN. Knut Gæsling har fældet ham! SIGNE. Fældet! MARGIT. Da priset være gud, som frelste os alle! Herr Bengt er død. GUDMUND. Altså dog fældet. HUSKARLEN. Gæsterne og eders folk har fat bugt med voldsmændene. Knut Gæsling og hans mænd er bundne. Der kommer de. Hvad siger du til det? GUDMUND. Knut, Knut, hvad har du gjort?

Hun hadde drukket dus med de nye venner. Og om natten betrodde Fransiska hende hele sit brogede unge liv og krøp op i hendes seng tilslut for at bli trøstet. Mens hun laa og gjentok: Tænk at du er slik. Tænk paa skolen var jeg altid ræd dig. Tænk at du er saa snil ! Og Gunnar var forelsket i dem begge. Han var kaat som en ung faun av vaaren og solen.

Og hvad det angaar at nedlate sigHan saa ned i hendes hvite ansigt. Det bare, blonde haar flimret i maanelyset. «Sommetider synes jeg ikke . Skjønt nu i øieblikket for eksempel skammer jeg mig. Nu er jeg altsaa ualmindelig ædru, ser duHun lo litt. «Sommetider er jeg det ikke selv om jeg ingenting har drukket. Det er da, jeg faar lyst til at være med paa det der »

Halvanden pjolter og etpar smaa glas likør var alt hun hadde drukket, og det efter aftensmaten rigtignok hadde hun ikke spist stort, men hun hadde ikke appetit om dagen. Og sterk kaffe hadde hun faat og. Kanske det netop var kaffen og cigaretterne. Skjønt hun røkte da mindre for tiden end hun hadde gjort før.

Da jeg havde drukket lidt Vand og i al Stilhed fået Døren åbnet, gik jeg også straks ud, idet jeg frygted for at træffe min Værtinde påny. En og anden Konstabel, som havde våget Natten ud, var det eneste levende, jeg i Gaderne; lidt efter begyndte også et Par Mænd at slukke Gaslygterne omkring. Jeg drev om uden Mål og Med, kom op i Kirkegaden og tog Vejen ned til Fæstningen.

«Det tror jeg ikke, du menerHun smilte bare. «Ikke altidsa Gunnar. «Det er vel ikke nogen, som mener det samme altid » «Jo altid naar man er ædru. Som du sa inat, man er sommetider ikke ædru, selv om man ingenting har drukket .» «Nu naar jeg engang imellem føler mig ædruHun brøt av og tidde. «Du vet det samme som jeg vet. Du har visst det altid.

Av og til skottet han over til Jenny, som sat klemt inde i hjørnet med whisky og selters foran sig. Hun snakket overstadig muntert med en ung svensk frue tvers over bordet og tok ikke spor notis av sine sidekamerater, dr. Broager og den lille danske malerinde, Loulou von Schulin, som begge forsøkte at tiltrække sig hendes opmerksomhet. Heggen saa, hun hadde drukket formeget igjen.

Det var søndag uti juni, og Jenny hadde gaat tur med Helge om formiddagen og spist middag hos Grams og drukket kaffe, og de hadde sittet alle fire i dagligstuen og slitt sig gjennem eftermiddagen, til Helge fik Jenny med ind paa sit værelse under paaskud av, at hun skulde læse igjennem noget, han hadde skrevet. «Ufsa Jenny ut i luften. Helge spurte ikke, hvad hun sa uf for.

Tilsidst sprang jeg ud af Sengen, forat finde Vandledningen. Jeg var ikke tørst, men mit Hoved stod i Feber, og jeg følte en instinktsmæssig Trang til Vand. Da jeg havde drukket, gik jeg igen tilsengs og bestemte mig til med Vold og Magt at ville sove. Jeg lukked Øjnene og tvang mig til at være rolig.

Hun hadde sittet igjen og set paa andre som danset vinen hadde hun drukket av, og musikken hadde larmet om hende, og hun hadde sittet og følt den bitre ensomhet, som det er at være ung og ikke kunne danse med og ikke kunde tale de andre unges sprog og ikke le deres latter men hun hadde forsøkt at smile og snakke og se ut, som hun moret sig igjen.