Gendarmen fyrede, men traf ikke, idet han uafladeligt blev trukken frem og tilbage af Klein, som han endnu ikke havde sluppet. Andrey tvang sin Hest ind paa ham og truede med at trampe ham ned.

Ja hun tok ærlig og redelig sin del av slitet og savnet og fattigdommen hadde gjerne sultet for mig og barna. Men med det jeg følte for hende, var det næsten værre at maatte indrømme, at hun slet og led og ofret for mig . Jeg maatte jo ofre alt, jeg var glad i tomme for tomme tvang hun mig til at opgi alt jeg hadde utover hende. Min far og hun var dødsfiender fra første stund.

De faa Timers Søvn, han havde faaet, havde ingen Hvile været; thi selv i Søvnen forlod Bevidstheden om den sørgelige Virkelighed ham ikke helt. Vatajko sov i samme Værelse, men med den tyveaariges dybe, lykkelige Søvn. Andrey nænnede ikke at vække ham, men klædte sig stille paa, tvang sig til at spise et Stykke Brød og listede saa ud af Værelset og ned paa Gaden.

»Godtsagde jeg og tvang mig ind Manden. »Jeg er lige glad, hvor det bærer hen. Jeg skal gøre mit ArbejdeHan stod en Stund og mig og tænkte sig om. »Har du ikke faret førspurgte han. »Nej. Men som jeg siger Dem, sæt mig til et Arbejde, og jeg skal gøre det. Jeg er vant til noget af hvertHan tænkte sig atter om.

Ved Tebordet Andrey tvang sig til at nyde noget fortalte Sazepin en fornøjelig Historie om, hvorledes han en Gang af en af deres egne Forposten var bleven tagen for en Politispion. Pludselig afbrød Andrey ham midt i en Sætning ved at sige: „Nu er det Tid!“ Alle rejste sig øjeblikkelig i dybeste Alvor.

Boris drejede sig paa Stolen; med sine, stærke Skuldre tvang han Læderremmene til at give efter og vendte sig, imod Mængden til venstre. Andrey, som havde hans Ansigt i Profil, forstod af hans Læber, der bevægede sig, at han sagde noget til Mængden ved hans Fødder. Men Trommerne overdøvede hans Stemme han havde allerede flere Gange undervejs gjort Forsøg paa at tale hver Gang forgæves!

Jeg berused mig i denne mageløse Synd, jeg rakte mine tre Fingre ivejret og svor med dirrende Læber i Faderens, Sønnens og den Helligånds Navn, at det var Kålhoveder. Tiden gik. Jeg lod mig falde ned et Trappetrin ved Siden af mig og tørred Sveden af min Pande og Hals, trak Vejret til mig og tvang mig til at være rolig. Solen gled ned, det led ud Eftermiddagen.

Nej, stop! sagde jeg. Og for rigtigt at plage mig selv, rejste jeg mig atter op og tvang mig til at blive stående, og jeg lo ad mig selv og gotted mig over min egen Forkommenhed. Endelig efter flere Minutters Forløb gav jeg mig ved et Nik Tilladelse til at sætte mig; endog da valgte jeg den ubekvemmeste Plads Trappen. Herregud, det var dejligt at hvile!

Jeg var bange for, at hun tvang sig selv til at vise denne Ømhed, jeg sagde blot: »Hvor De er dejlig nuMer sagde jeg ikke. Jeg omfavned hende voldsomt, trådte tilbage, stødte til Døren og gik baglænds ud. Og hun stod igen derinde. Vinteren var kommet, en og våd Vinter næsten uden Sne, en tåget og mørk evigtvarende Nat, uden et eneste friskt Vindstød, lang som Ugen var.

Tilsidst sprang jeg ud af Sengen, forat finde Vandledningen. Jeg var ikke tørst, men mit Hoved stod i Feber, og jeg følte en instinktsmæssig Trang til Vand. Da jeg havde drukket, gik jeg igen tilsengs og bestemte mig til med Vold og Magt at ville sove. Jeg lukked Øjnene og tvang mig til at være rolig.