United States or Anguilla ? Vote for the TOP Country of the Week !
En halv Time senere drejede Vatajkos Droske om Hjørnet og fo’r forbi Værtshuset uden at standse; men Vatajko holdt det aftalte Tegn et hvidt Lommetørklæde i Haanden og svingede endog ganske let dermed, ung og eksalteret som han var.
Men pludselig afbrødes deres Samtale ved, at en Stemme fra den anden Del af Rummet raabte: „Andrey, Andrey!“ De to halvsovende Skildvagter fo’r i Vejret, og alle Hoveder vendte sig i Retning af den, der havde raabt; Varia stod stiv af Skræk. I Afdelingen lige over for stod en Fange og vinkede ivrigt ad Andrey, som nu gik over Gulvet hen til ham. „Hvad? Mitia? Er det dig? Hvorledes kommer du her?“
Med et ængsteligt spørgende Blik i de store, udtryksfulde Øjne fo’r hun hen til Veninden og omfavnede og kyssede hende med ægte ungpigeagtig Overdrivelse.
Med et brændende Ønske om at forlænge disse dyrebare og dog saa vemodige Minutter traadte hun ind i en Port, som for at søge Ly mod Regnen Pludselig fo’r der en Idé igennem hendes Hoved. Hun saa hen paa Boris og begyndte med Skaftet af sin Paraply at banke paa Døren, som en Dame, der ved, at hun bliver ventet og ikke vil ringe.
„Farvel, min elskede!“ sagde han stille og rakte Hænderne ud imod hende. Hun fo’r sammen, som om det var noget ganske uventet, der hændte. „Nej nej, endnu ikke!“ raabte hun angst „aa, gaa endnu ikke!“ tilføjede hun bønligt. Han trak hende ind til sig og tog hende i sine Arme. „Jeg maa gaa! Jeg tør ikke blive længer!“ sagde han. „Farvel, Tania, min egen, min elskede!“
Idet de drejede ind i Lindetræsalléen, fo’r de begge sammen. „Der er de!“ hviskede de uden at bevæge Hovedet. Midt i Alléen saa de den lille Eskorte komme, to Gendarmer gik foran, saa kom de tre Fanger og til sidst igen to Gendarmer.
Et Øjeblik fo’r der en vild Idé igennem hans Hoved om at raabe Boris’ Navn højt for muligvis at faa et Glimt af ham at se. Han var saa fortabt i sine Tanker, at Zina blev nødt til at tage hans Arm og trække ham af Sted. De fortsatte en Tid deres Vej i Tavshed; da Fængselsterrainet var et godt Stykke bag dem, spurgte Andrey: „Vilde han kunne se os, hvis vi gik forbi ved Dagslyset?“
„Det gik jo nemt nok,“ sagde Annie med et Smil. De følte sig alle befriede fra en Byrde, og under højrøstet Samtale gik de videre til den Landsby, hvor de skulde vente paa David. Havde de været noget mindre optagne af sig selv, vilde de have bemærket en ung, tarvelig klædt Mand med mørke Øjne og blegt Ansigt, som idet han kom gaaende ned ad Gaden, uvilkaarlig fo’r sammen ved at høre det russiske Sprog. Det var Andrey, som allerede for fulde fem Dage siden var kommet hertil efter Ordren i Georgs Brev. Time efter Time havde han ventet paa David hvem han skulde træffe her
Fra det første Morgengry laa Andrey kun i en Døs, hvoraf han hvert Øjeblik fo’r op for at se paa sit
„Jeg kommer med en Hilsen til de to Søstre Masha og Kathrine Dudorov fra Helene Zubova mit Navn er Andrey Kojukhov!“ „Nej, hvor det glæder mig!“ udbrød hun, og der fo’r et Glædesskær over hendes blege Ansigt. „Jeg er Kathrine Dudorov, jeg skal straks kalde paa min Søster, værsgod at tage Plads!“