United States or Panama ? Vote for the TOP Country of the Week !
»Jeg har været nede hos Semb og fået noget Tøj til Klæder,« svarer jeg i en ligegyldig Tone; »jeg syntes ikke, jeg vilde gå så slidt længer, man kan jo også være for karrig mod sit Legeme.« Han ser på mig og studser. »Hvordan går det forresten?« spørger han langsomt. »Jo, over Forventning.« »Har De fået noget at gøre nu da?«
Jeg ser på Manden og spørger: »Hvad er dette for Slags Narrestreger? Hvem er Brevet ifra?« »Ja, det ved jeg ikke,« svarer han, »men det var en Dame, som gav mig det.« Jeg stod stille. Bybudet gik.
»Farvel!« svarer »Kommandøren« og vender sig i det samme ind til sit Skrivebord. Han havde nu alligevel behandlet mig ufortjent velvilligt, og jeg var ham taknemmelig herfor; jeg skulde også vide at påskønne det.
Jeg gjorde atter et Slag henover Torvet og så på Grøntsager og Roser. Da føler jeg en Hånd på min Skulder og vender mig om, »Jomfruen« hilser Godmorgen. »Godmorgen?« svarer jeg lidt spørgende, for straks at få hans Ærinde at vide. Jeg syntes ikke meget om »Jomfruen.« Han ser nysgærrigt hen på den store, splinterny Pakke under min Arm og spørger: »Hvad bærer De på der?«
Redaktøren sidder ved sit Bord, med Ansigtet mod Vinduet og Pennen i Hånden, færdig til at skrive. Da han hører min forpustede Hilsen, vender han sig halvt om, ser lidt på mig, ryster på Hovedet og siger: »Ja, jeg har ikke fået Tid til at læse Deres Skitse endda.« Jeg blir så glad over, at han da ialfald ikke endnu har kasseret den, at jeg svarer: »Nej, kære, det forstår jeg nok.
FRU INGER. Og du svarer mig som dit umilde sind byder. ELINE. Hvem har lagt umildhed over mit sind? Alt fra jeg var barn af havde jeg vant mig til at se på eder som på en stor, højsindet kvinde. Lig eder tænkte jeg mig hine kvinder, hvorom der står at læse i krønikerne og i Kæmpe-bogen.
Det var ikke af Trang, jeg gjorde det; jeg har Kredit, stor Kredit, hos Ingebret og Gravesen; jeg gik også ofte med mange Penge i Lommen og købte alligevel ikke Mad, fordi jeg glemte det. Hører De der! De siger ikke noget, De svarer ikke, De går aldeles ikke bort fra Kaminen, De står bare og venter på, at jeg skal gå . . . .« Hun kom hurtigt henimod mig og rakte sin Hånd frem.
Mon hun vilde række mig Hånden? »Hvorfor beder De mig ikke om at gå med tilbage et Stykke?« siger hun lavt, og hun ser ned på sin Skosnude. »Herregud,« svarer jeg ude af mig selv, »Herregud, om De vilde gøre det!« »Ja, men bare et lidet Stykke.« Og vi vendte om.
»28de,« svarer jeg, glad over at kunne være ham til Tjeneste. »28de.« Og han skriver fremdeles. Endehg konvolutterer han et Par Breve, sender nogle Papirer hen i Kurven og lægger Pennen ned. Så svinger han sig omkring på Stolen og ser på mig. Da han mærker, at jeg endnu står ved Døren, gør han et halvt alvorligt, halvt spøgefuldt Vink med Hånden og peger på en Stol.
Så siger jeg, bare for at sige noget: »Det er mørkt i Deres Vinduer, ser jeg.« »Ja, da!« svarer hun livligt. »Pigen har også fået fri. Så jeg er ganske alene hjemme.« Vi står begge to og ser opad Vinduerne i Numer 2, som om ingen af os havde set dem før. »Kan vi gå op til Dem, da?« siger jeg. »Jeg skal sidde nede ved Døren hele Tiden, dersom De vil . . . .«
Dagens Ord
Andre Ser