United States or Guinea ? Vote for the TOP Country of the Week !
Vi står og ser hinanden ind i Øjnene uden at røre os; det varer et Minut; der skyder Tanker mellem Vinduet og Gaden, og der siges ikke et Ord Hun vender sig om, det giver et Ryk i mig, et fint Stød gennem mit Sind; jeg ser en Skulder, der drejer sig, en Ryg, der forsvinder indad Gulvet.
Saa gik hun bort til ham og la sine hænder paa hans skuldre: «Jeg forstaar det ikke nei jeg forstaar det ikke,» hvisket hun. «At du har holdt det liv ut » Gert Gram bøiet sig frem og la hodet ned paa hendes skulder: «Jeg forstaar det ikke selv, Jenny »
Tanken på al denne skjulte Herlighed, som jeg aned var tilstede indenfor Kåben og Sløret, forvirred mig, gjorde mig idiotisk lykkelig, uden nogen rimelig Grund; jeg holdt det ikke længer ud, jeg berørte hende med min Hånd, fingred ved hendes Skulder og smilte fjollet. Jeg hørte mit Hjærte slå. »Hvor De er rar!« sagde jeg. Ja, hvordan det, egentlig?
Der var ikke Sorg i et eneste Øje, jeg så, ingen Byrde på nogen Skulder, kanske ikke en skyet Tanke, ikke en liden hemmelig Pine i noget af disse glade Sind. Og jeg gik der lige ved Siden af disse Mennesker, ung og nys udsprungen, og jeg havde allerede glemt, hvordan Lykken så ud! Jeg dægged for mig selv med denne Tanke og fandt, at der var skeet mig gruelig Uret.
Hun tok ham pludselig om halsen og gjemte kjærtegnende hans hode ved sin skulder. Det hadde slaat hende i det samme han talte, at han var ikke med i det, hun længtet mot. Og hun løftet hans ansigt igjen og saa ind i hans ravgule øine og vilde tænke paa alle de solblanke dage paa kampanjen, da han hadde ligget i græsset mellem tusenfryderne og set op paa hende.
Der gled en let Rødme over hans Pande, idet hans slanke, muskelstærke Fingre med nervøs Hast rev Konvolutten op og fremdrog et stort Ark Papir, bedækket med Linier i vid Afstand fra hinanden, skrevne med en uregelmæssig, sammentrængt Haandskrift. Helene, der ikke syntes at være mindre utaalmodig end han, gik hen til ham og lagde Haanden paa hans Skulder for ogsaa at kunne læse i Brevet.
Mens man saaledes sat stod Petter Hendricksons ældste søn, George, op og gik bort til sin far og sa med graatkvalt stemme. „Vil du tilgi mig far, fordi jeg har været dig en ulydig søn?“ Han grep sin far i haanden og la sit hode op paa hans skulder. „Aa nei,“ sa faren, „det er nok jeg som maa be dig om tilgivelse fordi jeg har været en saa daarlig far,“ og de graat begge to.
Kaktusbuskenes kjøtfulde blaagraa kjæmpeblade var arret av navne og bokstaver og hjerter. Helge stod og snittet ind et H og et J. Og Jenny stod med armen om hans skulder og saa paa. «Naar vi kommer tilbake hit,» sa Helge, «saa er det saan et brunt ar som de andre. Tror du, vi kan finde det igjen, Jenny?» Hun nikket. «Mellem alle de andre,» sa han mismodig. «Der er saa mange navne her du.
Over hans skulder saa hun de friske blomster paa det lille bord med vinkaraflen og utenlandske moreller i en slepen krystalbolle. Der laa en let taake av cigaretrøk i rummet. Og hun visste, han hadde sittet her siden klokken fire og ventet paa hende med alt dette, som var gjort istand for hendes skyld. «Jeg kunde ikke komme før, Gert,» hvisket hun. «Jeg var saa lei for du skulde vente .»
I den bedste Stemning læned jeg mig bagover på Bænken, lukked Øjnene og blev mer og mer døsig, jeg blunded og var lige ved at falde i fast Søvn, da en Parkmand lagde sin Hånd på min Skulder og sagde: »De må ikke sidde og sove herinde.« »Nej,« sagde jeg og rejste mig straks. Og med ét Slag stod atter min sørgelige Stilling lyslevende for mine Øjne. Jeg måtte gøre noget, finde på et eller andet!
Dagens Ord
Andre Ser