Det var bare, naar hun var «hoven», naar de blev irritert av hendes indianerufølsomhet overfor deres sigen og gjøren, at hun kunde hævde sig mot de mange. I øverste klasse fik hun etpar veninder. Det var i den alder, da intet barn holder ut at være anderledes end alle andre. Hun forsøkte at efterligne dem. Det var ikke rar moroen, hun hadde hat av de veninderne forresten.

Sandelig min hat! dette er en rar sjø,“ sa Jack. „Du burde ta et billede av den og, Tony, akkurat herfra.“ Men Tony hadde for øieblikket ikke tanke for sit fotografiapparat. Han stod og stirret intenst paa et punkt ved bredden av indsjøen et stykke borte fra dem. „Det stikker noget op av vandet der!“ Han pekte ivrig.

Det var en rar Meddelelse; men da jeg ikke ønskede at ødelægge mit Pas, saa blev jeg stadig!“ „Naa, altsaa i Morges Klokken otte stillede min Mand igen!“ „Er din logerende kommen hjem?“ „Nej! Deres Højvelbaarenhed!“ „Hvor tror du, han kan være?“ „Det aner jeg ikke, Deres Højvelbaarenhed!“ „Se saa, nu gaar han!“ tænkte jeg; men han blev hængende fast som paa en Limpind.

» Nej , hører Deråbte hun. Og hun lagde til disse sårende Ord: »Jeg kan jo ikke være tryg for, at De ikke er vanvittigJeg holdt uvilkårlig lidt inde, og jeg sagde: »Det mener De ikke!« »Jo, ved Gud, De ser rar ud! Og den Formiddag, De forfulgte mig, De var altså ikke fuld dengang?« »Nej. Men da var jeg jo ikke sulten heller, jeg havde netop spist . . . .« »Ja, meget værre var det

De har haft en behagelig Spadseretur, kan jeg se,“ sagde han og saa hende ind i det straalende Ansigt. „Ja,“ sagde hun og kastede sig i en Lænestol, „det var virkelig en rar Tur. Georg fortalte os saa mange morsomme Historier. Skade, at De ikke var med!“ „Mener De for Historiernes Skyld? Maaske har jeg dog hørt dem før. Det hænder undertiden med gamle Venner, som er meget ude sammen.“

Dette gjorde han ogsaa med prisværdig korthet, mens Kerr og Longley hørte paa med den største interesse. Efterat de saa hadde opfattet det væsentligste, fortsatte han: „Noget av det værste er, at blandt det som blev stjaalet fra min pult, var et litet, temmelig daarlig tegnet kart, og en rar, gammeldags ring.

GREGERS. Ja, en rigtig urimelig flink hund; en slig en, som går til bunds efter vildænder, når de dukker under og bider sig fast i tang og tarre nede i mudderet. HJALMAR. Nej, ved du hvad, Gregers, dette her skønner jeg ikke et ord af. GREGERS. Å nej, der er sagtens ikke rar mening i det heller. Men imorgen tidlig altså flytter jeg ind. Godnat, fru Ekdal. GINA. Godnat, herr Werle.

Tanken al denne skjulte Herlighed, som jeg aned var tilstede indenfor Kåben og Sløret, forvirred mig, gjorde mig idiotisk lykkelig, uden nogen rimelig Grund; jeg holdt det ikke længer ud, jeg berørte hende med min Hånd, fingred ved hendes Skulder og smilte fjollet. Jeg hørte mit Hjærte slå. »Hvor De er rarsagde jeg. Ja, hvordan det, egentlig?

Droschen ramlet opover Carl Johan, forbi de kjendte husene. Moren spurte hende om reisen og hvor hun hadde overnattet. Jenny sat med en rar, hverdagslig følelse. Det var, som hun aldrig hadde været borte. Barna paa baksætet sa aldrig et ord. Oppe i Wergelandsveien, utenfor en haveport, stod to unge mennesker og kysset hinanden under en gaslygt.

Og de billederne jeg har gjort derfra sier de er gode, og Lennart og jeg har hat det saa deilig der, nu er vi venner altid, og naar han synes jeg er rar nu, saa bare kysser han mig og sier jeg er en liten sjøjungfru og saant pent og med tiden saa gror jeg nok helt fast hos ham . Men nu er vi altsaa i byen igjen og reisen til Paris blir intet av dennegang og det samme kan det være.