United States or Northern Mariana Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
„Onesime, Deres Højvelbaarenhed!“ „Altsaa, Onesime, gaa ned til Sergenten, der venter her nede ved Gadedøren og bed ham komme op men du kommer med!“ tilføjede han bydende. Vasilys Mod sank, hele hans Komedie var til ingen Nytte; men han havde intet andet Valg end at spille den til Ende, følgelig udførte han sit Ærinde og vendte tilbage med Sergenten.
Pludselig bragte Lyden af en hvislende Raket ham paa en god Idé. „Deres Højvelbaarenhed!“ begyndte han i sin mest trohjertede og ydmyge Tone. „Jeg kunde vel ikke faa Lov til at se lidt paa Fyrværkeriet? Her lige overfor er et Pulterkammer, fra hvis Vindue man kan se over hele Parken! Maa jeg ikke gaa derover?“
Det var en rar Meddelelse; men da jeg ikke ønskede at ødelægge mit Pas, saa blev jeg stadig!“ „Naa, altsaa i Morges Klokken otte stillede min Mand igen!“ „Er din logerende kommen hjem?“ „Nej! Deres Højvelbaarenhed!“ „Hvor tror du, han kan være?“ „Det aner jeg ikke, Deres Højvelbaarenhed!“ „Se saa, nu gaar han!“ tænkte jeg; men han blev hængende fast som paa en Limpind.
„Men hvorfor indleverede du det ikke straks til Indregistrering?“ spurgte den anden strengt. „Aa Gud, tilgiv mig, Deres Højvelbaarenhed! Jeg har altid saa daarlig Tid!“ stammede Vasily. Politimanden svarede ikke, men saa meget misfornøjet ud.
„Det kan jeg ikke sige, Deres Højvelbaarenhed!“ svarede Vasily og antog atter den meddelsomme, fornøjede Tone fra før. „Jeg skal nemlig sige Deres Højvelbaarenhed, at den gode Mand har en slem Svaghed for Drik og kommer ofte meget sent hjem. Ja, en Nat kom han slet ikke.“ „Ja, jeg venter nu alligevel!“ sagde Politimanden, greb en Stol og satte sig resolut. „Og hør du hvad hedder du?“
„Har du forlangt hans Pas?“ spurgte Politimanden. „Selvfølgelig, Deres Højvelbaarenhed! Jeg tog det straks fra ham for at have lidt Pres paa ham. Man maa være forsigtig over for disse fremmede, Deres Højvelbaarenhed!“ og han halede det vigtige Dokument, indsvøbt i en Klud, op af en af sine langskaftede Støvler.
Vasily saa fortabt ned paa sine Støvlesnuder og stak Haanden i Lommen; saa lagde han ydmygt og frygtsomt en lille Sølvmønt paa Hjørnet af Bordet foran den vrede Mand. „Foragt ikke min ringe Gave, Deres Højvelbaarenhed, det er kun lidt; men det kommer af et godt Hjerte,“ sagde han forknyt og bukkede.
„Hør en Gang, Onesime,“ sagde han yderst venligt. „Jeg forstaar jo nok, at du er en skikkelig Fyr, og jeg vil give dig tre Rubler, hvis du kan hjælpe mig! Gør en Runde i de nærmest liggende Restaurationer og Kaféer og se, om du kan finde din logerende.“ „Jo, Deres Højvelbaarenhed! Men jeg er rigtignok nødt til at rejse til Poltava i Dag.“
„Du gør altsaa nøjagtigt, som jeg har sagt!“ „Ja vel, Deres Højvelbaarenhed!“ Vasily gengav til sine Tilhøreres store Fornøjelse hele sin Del af denne Samtale med akkurat samme Stemme og samme Manerer, som han havde anvendt over for Politimanden. „Naa, vi forlod altsaa sammen Huset,“ vedblev han, „og jeg begyndte min Runde i Kaféer og Spisehuse.
Dagens Ord
Andre Ser