Men idag, da jeg stod i Solhaugs stue, da forstod jeg mig selv tilfulde, forstod, at Margit var stolt en frue, men du den allerdejligste blandt ungmøer hulde. Der glemte hun bort både fader og moder; der glemte hun bort både søster og broder; hun glemte bort både himmel og jord, hun glemte sin gud og hvert kristent ord.

Guds fred vi ønsker den frue mild; vi ønsker både gammen og glæde. Gid altid en himmel, lys som idag, over Solhaugs tag sig brede! En fodsti fører op i lien i baggrunden. Til højre for stien fosser en elv nedover og taber sig mellem fjeldstykker og stene. Det er lys sommernat. Døren til huset står åben; vinduerne er oplyste.

Skipper Brinkstein besvor ham ved alt mellem himmel og jord om at holde det gaaende en stund til, saa de kunde komme sig ind i ly af skjærgaarden og dryppe anker, og han sørget for at baadsmanden ved rattet hørte hvert ord han sagde. Det kunde være hændigt at have et vidne, om der siden blev sjøforklaring. Maskinisten lovet at gjøre sit bedste.

Højt er taget, ligt en himmel, tordenskybelagt; skyggers skarer, skyggers vrimmel, ånders vilde jagt, hvirvler sig forbi og suser, som når havets bryst drager stormens vejr og knuses mod en stenet kyst. Dog, midt i denne vilde vrimmel titter stundom frem blomstersmykte børn og synger om et halvglemt hjem.

Og ikke det alene,“ fortsatte Dale, „men han slutter sin natlige visit med et mordforsøk paa min vaktmester her, for saa at forsvinde med vore tegninger til det store aeroplan som vi diskuterte efter middag hos Dem forleden aften. Det er muntert, ikke sandt?“ „Store himmel!“ Sir Ralph satte sig, stum av forfærdelse.

GREGERS. Og der inde loftet trives den nu inderlig vel. HJALMAR. Ja, utrolig vel, du. Den er ble't fed. , den har jo nu også været længe der inde, at den har glemt det rigtige vilde liv; og det er bare det, som det kommer an . GREGERS. Du har visst ret i det, Hjalmar. Lad den bare aldrig se himmel og hav . Men jeg tør nok ikke bli' længer; for jeg tror, din far sover.

Og der flammer tilsidst for mine Øjne et vanvittigt Bål af Stråler, en antændt Himmel og Jord, Mennesker og Dyr af Ild, Bjærge af Ild, Djævle af Ild, en Afgrund, en Ørken, en Alverden i Brand, en rygende yderste Dag. Og jeg og hørte intet mer . . . . Jeg vågned i Sved den næste Dag, fugtig over hele Legemet, meget fugtig; Feberen havde presset mig ganske voldsomt.

Hun viste vei over den runde plads bakom broen. Mellem alle osterierne valgte hun en liten have. Bakom nogen skur med borde og straastoler stod der en bænk under nakne almetrær. Utenfor haven var der en grøn eng bortom den løftet høiden paa den anden side elven sig mørk mot den skybleke himmel. Fransiska brøt en kvist av hyldebuskene langs gjærdet.

Han støder hende væk grusomt som han engang gjorde, og griber, kjæmpende med sin vilde Landsmand, efter Katharina, der trækkes af sin Fader og sin Brudgom mod den anden Side, mod Flammerne. I samme Sekund I samme Sekund... Gud! Himmel! hvad er skeet? Kirkens Taarn er styrtet over Huset, gjennem dets næsten gjennembrændte Tag.

Og han klemte hendes hænder, da han ønsket velkommen, og mens de skrumlet avgaarde i en drosche til det logis han hadde skaffet hende, i regnet, som plasket ned fra den graa himmel og op fra gatens brolægning, blev han modig ved at snakke og le . Heggen sat ved yttersiden av marmorbordet og tok omtrent ikke del i samtalen.