United States or Suriname ? Vote for the TOP Country of the Week !
Kom ind til mig! GINA. Så er hun i det lille kammerset sit da. Nej, her er hun heller ikke. GINA. Ja, du vilde jo ikke vide af hende nogen steds i huset. HJALMAR. Å gid hun bare snart vilde komme hjem, så jeg rigtig kan få sagt hende . Nu skal alt bli' godt, Gregers; for nu tror jeg nok, vi kan begynde livet om igen. Jeg vidste det; gennem barnet vilde oprettelsen ske. Far! Er du der!
Det var jo på et hængende hår, at din far selv var ble't trukket med ind i disse her å, disse her skrækkelige historierne! GREGERS. Og derfor skulde jeg ha' noget imod dig? Hvem har bildt dig det ind? HJALMAR. Jeg ved, du havde det, Gregers; for det er din far selv, som har sagt mig det. Far! Ja så. Hm. Var det derfor, at du aldrig siden lod mig høre fra dig, ikke med et eneste ord. HJALMAR. Ja.
Det var hende, som fra først af fik dit sind vendt bort ifra mig. GREGERS. Nej, det var alt det, hun måtte lide og døje, til hun bukked under og gik så ynkelig til grunde. WERLE. Å, hun måtte slet ingen ting lide og døje; ikke mere, end så mange andre, i al fald! Men sygelige, overspændte mennesker er der ikke noget udkomme med. Det har nok jeg fåt føle.
WERLE. La' ikke du heller mærke til det? GREGERS. Hvad skulde jeg lægge mærke til? WERLE. Vi var tretten til bords. GREGERS. Så? Var vi tretten? Vi er ellers altid vant til at være tolv. Du skulde ikke sendt mig den indbydelse, Gregers. GREGERS. Hvad! Det heder jo, at selskabet skal være for mig. Og så skulde jeg ikke be' min eneste og bedste ven HJALMAR. Men jeg tror ikke, din far liker det.
WERLE. Nå, så gå De bare her igennem. GRÅBERG. Men der er én til WERLE. Ja kom, kom begge to; genér Dem ikke. Uf da! Er kommen den gale vejen. Porten lukket; -porten lukket. Ber om forladelse. Den forbistrede Gråberg! Men det var da vel aldrig ! DEN FEDE HERRE. Hvad er det for noget? Hvem var det? GREGERS. Å, det var ingen; bare bogholderen og én til. Kendte De den manden?
Det ser jo akkurat ud, som om der slet ingen retfærdig verdensstyrelse var til. GINA. Uf nej, Ekdal, sligt må du da, ved gud, ikke sige. GREGERS. Hm; lad os ikke komme ind på de spørsmål. HJALMAR. Men på den anden side er det jo rigtignok som om jeg øjner skæbnens regulerende finger alligevel. Han blir jo blind. GINA. Å det er kanske ikke så sikkert. HJALMAR. Det er utvilsomt.
GINA. Gud forlade Dem, herr Werle. Men jeg forstår ikke dette. HJALMAR. Hvad forstår du ikke? GREGERS. Så stort et opgør, -et opgør, som en hel ny livsførelse skal grundes på, en livsførelse, et samliv, i sandhed og uden al fortielse HJALMAR. Ja, jeg ved det nok; jeg ved det så godt.
GREGERS. Jeg havde ventet så visst, at når jeg kom ind af døren, så skulde der slå mig imøde et forklarelsens lys både fra mand og fra hustru. Og så ser jeg ikke andet for mig end dette dumpe, tunge, triste GINA. Nå så. GREGERS. De vil ikke forstå mig, fru Ekdal. Nej, nej; for Dem skal der vel tid til . Men du selv da, Hjalmar? Du må da vel ha ta't en højere indvielse af det store opgør.
HJALMAR. Ja visst går det fremad. Jeg tumler hver eneste dag med opfindelsen; den fylder mig. Hver eftermiddag, når jeg har spist, lukker jeg mig inde i dagligstuen, hvor jeg kan gruble i ro. Men man må bare ikke jage på mig; for det nytter ikke til noget; det siger Relling også. GREGERS. Og du synes ikke, at alle de anstalterne der inde på loftet dra'r dig bort og spreder dig for meget?
Det er mig overmåde kært, at jeg tør gøre regning på din tilslutning i denne sag. Nu skønner jeg, hvad det er, du vil brage mig til. WERLE. Bruge dig til? Hvad er dog det for et udtryk! GREGERS. Å, lad os ikke være kræsne i valg af ord; ikke på to mands hånd i al fald. Derfor var det altså, at jeg, død og plage, måtte indfinde mig i byen i egen person.
Dagens Ord
Andre Ser