Han var halvt om halvt tilsinds at holde en liden ekstradommedag for sin egen fornøielse; men samtidig var han paa det rene med, at sogningen skulde holdes udenfor den affære. Det var ikke nødvendig, at en slig stril lagde haand paa byens barn. Han skulde selv besørge det fornødne. Sogningen sad i baaden og raabte og skreg og bar sig.

Og dersom jeg nu forsøgte at gribe ham her, mener du da, at fru Margit var tilsinds at give mig Signe til hustru? KNUT. Og med det onde gad jeg nødig frem. Gudmund er jo også min ven fra gamle tider; og han kan gøre mig nytte. Ikveld skal ingen her gården vide at Gudmund Alfsøn er fredløs; imorgen får han se at hjælpe sig selv. ERIK. Ja, men kongens lov? KNUT. Å, kongens lov!

GUNNAR. Ja ja, det har jeg tænkt; vi er en formange. HJØRDIS. Kan hænde to. Men det skal bødes . Bødes ? Du er da tilsinds at ? GUNNAR. At ruste mine hærskibe og fare fra landet; jeg vil vinde den hæder igen, som jeg nu har mistet, fordi du var mig kærere end alle ting. Du farer fra landet? Ja, ja, det tør vel være bedst for os begge.

Fortæl mig endnu ét; det turde hænde sig, at jeg blev let tilsinds igen, som før. BJØRN. I er jo ikke længer noget barn. ELINE. Tilvisse! Men lad mig bilde mig ind, at jeg er det. Nu; fortæl! BJØRN. Der var engang en højbaaren riddersmand Skrig da ikke ; jeg er jo ikke tunghørt! BJØRN. Jomfru Eline, hvad fattes jer? Ingenting. Fortæl du kun.